fbpx
Annonce

Koeman runder et år som Barca-træner i dag

FCBARCELONA.DK - 19.08.21

// Ronald Koeman


I dag er det præcist et år siden at Ronald Koeman overtog trænerjobbet i Barca og det har været et begivenhedsrigt år for hollænderen. Han har haft meget svære vilkår at arbejde under med corona og en elendig økonomi.

Koemans første år som Barca-træner er med garanti ikke forløbet som han havde håbet. Ganske vist vandt holdet Copa del Rey i sidste sæson, men ellers har der været langt mellem de gode øjeblikke.

55 kampe har han ledet fra sidelinjen, med 39 i La Liga, 8 i Champions League, 6 i Copa del Rey og to kampe i den spanske Supercup. Her er det blevet til 35 sejre, 11 uafgjorte og 9 nederlag. Målscoren i disse kampe har været 126-60.

Koeman kom til efter en nærmest katastrofal 2019/20 sæson, hvor først Ernesto Valverde og senere Quique Setién blev fyret. Der kom ingen titler i hus og sæsonen huskes mest for det ydmygende 8-2 nederlag mod Bayern München.

Moralen i truppen var lav og det blev ikke bedre af, at Messi ville væk, noget som klubben dog forhindrede. Sæsonstarten var dårlig for Koeman og Barca kom langt bagud i ligaen. Efter et svært efterår lykkedes det at få spillet til at fungere og pludselig nærmede Barca sig toppen af ligaen. Det holdt dog ikke hele vejen og det endte med en skuffende tredjeplads.

I Copa del Rey gik der derimod godt, selvom holdet var tæt på at ryge ud i semifinalen mod Sevilla, men pokalen blev hjemført med en sikker finalesejr på 4-0 over Bilbao.

Champions League blev stor skuffelse, for Barca  røg ud allerede i 1/8 finalen mod Paris Saint-Germain.

Koemans første år blev også præget af Barcas elendige økonomi og det forhindrede ham i at hente de forstærkninger han fandt nødvendige. Han beklagede sig dog ikke, men forsøgte at få det bedste ud af den trup han havde til rådighed.

Midt i det hele oplevede Koeman også en præsidentvalgkamp, hvor Joan Laporta blev valgt som ny præsident. Laporta var ikke overbevist om at Koeman skulle fortsætte og derfor var hollænderen fyringstruet en periode denne sommer. Resultat blev dog at Laporta forbarmede sig, så Koeman kunne fortsætte som træner.

Modgangen forsatte i sidste uge, da Barca modstræbende måtte opgive at forlænge med Messi, noget der tydeligt ægrede Koeman. Han har klart slået fast, at han til enhver tid ville foretrække at have argentineren på sit hold.

Nu går Koeman så ind i sit andet år som Barca-træner, et år han med garanti håber bliver bedre end det første, trods fraværet af Messi.

.:FORSIDE:.