fbpx
Annonce

Her er programmet for søndagens afskedsfest

Simon Arun Vrábel - 27.05.23

// Camp Nou

Når Barca på i morgen møder Mallorca bliver det både festligt og emotionelt, for der skal siges farvel til Sergio Busquets og Jordi Alba samtidig med, at spillere og fans skal sige på gensyn til det historiske Camp Nou-stadion.

Kampen mod Mallorca får på alle måder en sekundær rolle, for Barca har planlagt en kæmpe afskedsfest, som begynder før kampen, og varer indtil sen aften, og nu har klubben offentliggjort agendaen for festlighederne.

Artiklen fortsætter under annoncen


Barca har på sin hjemmeside offentliggjort agendaen for de festligheder som skal danne rammen for afskeden til klubikonerne Sergio Busquets og Jordi Alba, samt et på gensyn med Camp Nou, som i det næste havlanden år er lukket på grund af en totalrenovering.

Hele festen har fået navnet ”Ple d'historia. Ple de futur” hvilket betyder ”fuld af historie, fuld af fremtid”. Festlighederne begynder allerede kl. 17.00, altså to timer før kickoff hvor der rundt omkring stadion vil være forskellige aktiviteter. Der vil være forskellige steder hvor man kan få taget billeder af historiske spillere, sæsonens trofæer og meget andet. Derudover vil der være live musik og forskellige afskedshilsner som de fremmødte fans kan læse. Herefter begynder et længere program.

Holdet som indviede Camp Nou
Op til kickoff vil stadionspeakeren læse navnene på de førsteholdsspillere som var en del af klubben da Camp Nou blev taget i brug tilbage i 1957 og samtidig vil storskærmen vise et billede af hver spiller.

Manel Vich byder velkommen
Herefter vil der blive afspillet en velkomsthilsen, indtalt af den elskede stadionspeaker Manel Vich.

Cant del Barça 'a cappella
Når spillerne går på banen, er det planlagt at stadion synger Barca-hymen men uden baggrundsmusik. Samtidig har klubben opfordret samtlige fans til at iklæde sig Barca-trøjer eller medbringe tørklæder for på den måde at skabe en kæmpe blaugrana-tifo når spillerne går på banen.

Halvlegsoptræden
I kampens halvleg er det planlagt at den kendte sanger Lildami vil synge Supermercat for at skabe endnu mere fest på stadion.

Afsked med Busquets og Alba
Da hverken Jordi Alba eller Sergio Busquets har ønsket at komme i fokus har klubben, med respekt for deres ønske, valgt at vise to separate videoer som beskriver deres historie og betydning for klubben. Imens er et planlagt at Busquets og Alba i fællesskab kan gå en æresrunde på stadion og takke publikum.

Digtoplæsning
Efter det emotionelle farvel til Alba og Busquets, vil der i stadionhøjtalerne blive læst et digt højt af José María de Sagarra, som skal markere hele Camp Nous historie.

Gennemgang af klubbens historie
Herefter vil udvalgte nøglepersoner gå ind på græstæppet og lægge en specialdesignet Barca-trøje som skal markere hvert sit årti. Herefter vil publikum se den en traditionel catalansk dans, La Sardana, blive udført af både dansere og medlemmer rundt om midtercirklen.

Overdragelse fra gammel til nyt
Det næstsidste punkt på agendaen er, at to af klubbens ældste medlemmer vil overdrage to udvalgte souvenirs fra Camp Nou til to af klubbens yngste medlemmer, som symbol for den nye æra som klubben er på vej ind i.

Fyrværkeri og musik
Afslutningen bliver symboliseret med fyrværkeri og musik inden Camp Nou lukker ned for fodbold frem til november 2024.



.:FORSIDE:.