fbpx
Annonce

Hård start på karrieren for Julían Araujo i Barca

Peter Vyff - 01.04.23

// Julián Araujo

Barca hentede noget overraskende Julían Araujo hos LA Galaxy i starten af året. Den mexicanske højre back har dog fået en hård start på tilværelsen, da han angiveligt har svært ved at tilpasse sig spillestilen i de nye omgivelser.

Det skabte en smule kaos I Barca, da ledelsen tidligere på året hentede Julían Araujo hos LA Galaxy i den amerikanske MLS. Catalanerne fik nemlig afsendt de afsluttende papirer 18 sekunder for sent, hvilket førte til flere spekulationer omkring aftalens gyldighed.

Artiklen fortsætter under annoncen


Mexicanerens skifte blev dog gennemført i februar, selvom den endelige aftale stadig afventer godkendelse hos sportsdomstolen CAS. Den 21-årige Araujo har derfor været tvunget til kun at træne med andetholdet Barca Atlétic, da han ikke kan spille kampe, før der er afsagt dom i sagen.

Landsholdsspilleren har ikke kun haft skrivebordsproblemer, men også på træningsbanen, hvor han ifølge avisen Sport har haft svært ved at tilpasse sig Barcas spillestil. Det er især den taktiske del af spillet som har skabt problemer for Araujo, der ofte har befundet sig ude af position til træning, samtidig med at han skal vænne sig til at være mere i boldbesiddelse end på Mexicos landshold.

Træner Rafael Márquez følger dog nøje forsvarsspillerens udvikling, og han har eftersigende taget det på sig at få Julian Araujo til at blive en succes i klubben. Det har også betydet at Xavi ved flere lejligheder har tilbudt mexicaneren at træne med førsteholdet.

Den hårde start for Araujo havde trænerstaben dog ifølge Sport forventet, og ledelsen har derfor fortsat stadig stor tålmodighed med højre backen, der forhåbentlig kan udvikle sig til en fremtidig kvalitetsspiller til førsteholdet. Det er dog kun tiden der kan vise om det bliver en realitet, og indtil da afventer Barca kendelsen fra CAS, som kan kickstarte mexicanerens tilværelse i klubben.



.:FORSIDE:.