fbpx
Annonce

Forhandlinger med Las Palmas om Moleiro er afbrudt

Markus Johannessen - 17.07.22

// Alberto Moleiro

Barca er fortsat interesserede i det unge talent Alberto Moleiro, men må grundet den økonomiske situation prioritere alle forhandlinger nøje. Derfor har catalanerne og Las Palmas sat denne potentielle transfer på pause.

Barca har netop hentet Raphinha fra Leeds og arbejder fortsat på at erhverve Lewandowskis underskrift. Trods de nylige indtægter fra Spotify og salg af tv-rettigheder, er klubben stadig underlagt Financial Fair Play, hvor Barca danser på grænsen. Derfor må forhandlingerne om Moleiro indtil videre lukkes ned. 

Artiklen fortsætter under billedet
FCBSHOP art


'Jeg har afbrudt forhandlingerne med Barca. Lige nu har klubben brug for tid, da Financial Fair Play ikke tillader dem at hente Moleiro. Jeg bliver også presset af andre hold, der gerne vil have ham' udtalte Las Palmas' præsident, Miguel Ángel Ramírez, til den spanske radiokanal Cadena SER. 

Det er dog sandsynligt, at Barca har udsigt til endnu et økonomisk boost i form af yderligere salg af tv-rettigheder og i det tilfælde står døren stadig åben hos den kanariske klub, hvis Moleiro endnu ikke er solgt. 

'Hvis Moleiro stadig er tilgængelig, har jeg ingen problemer med at genoptage forhandlingerne. Jeg påpeger blot, at vi har andre muligheder og vi behøver ikke at vente på, at Barca beslutter sig' lød det fra Miguel Ángel Ramírez. 

De to klubber har tidligere lavet en opsigtsvækkende handel. Barca hentede guldfuglen Pedri, fra den kanariske klub, i 2019 for 17,5 millioner euro plus variabler, som kommer til at løbe op i omtrent 25 millioner. Nu har han en estimeret markedsværdi på 80 millioner euro i en alder af blot 19 år.

Det ville være spændende at se, hvad Barca kunne få ud af den 18-årige midtbanespiller, Alberto Moleiro, men indtil videre må spekulationerne vente.

.:FORSIDE:.