fbpx
Annonce

Estadi Johan Cruyff på tale når Camp Nou renoveres

FCBARCELONA.DK - 19.07.21

© FC Barcelona
// Camp Nou // Estadi Johan Cruyff

Camp Nou står foran en gennemgribende ombygning, renovering og udvidelse der vil betyde, at man i perioder ikke kan spille på det. Nu overvejer man at bruge B-holdets hjemmebane som alternativ når det er nødvendigt.

Det er det såkaldte ambitiøse projekt Espai Barca der står foran sin gennemførelse, der får klubbens ledelse til at overveje, at flytte nogle af hjemmekampene til Estadi Johan Cruyff, der ligger på klubbens træningsanlæg i bydelen Sant Joan Despí i udkanten af Barcelona.

Allerførst var det tanken at ombygge Camp Nou i sommerpauserne, så det ikke forhindrede holdet i at spille, men så vil projektet tage flere år. Derfor er det præsident Joan Laportas plan at forkorte processen ved at lukke Camp Nou helt ned i perioder, så der kan arbejdes optimalt.

Først var det planen at leje det olympiske stadion Estadi Olímpic Lluís Companys, der ligger centralt i byen på Montjüic-bjerget. Her er der plads til lige over 60.000 tilskuere. Nu har klubben angiveligt sit eget Estadi Johan Cruyff i tankerne. Det skriver avisen Mundo Deportivo.

Der er kun plads til 6.000 tilskuere på Estadi Johan Cruyff, men det menes at det kan udvides til mellen 50- og 60.000 tilskuere med midlertidige tribuner, så længe det er nødvendigt.

Barca har 83.500 medlemmer med sæsonkort, så det er indlysende, at der ikke er plads til alle til kampene, uanset hvilket stadion der spilles på. Her har klubben tænkt sig at lave en turnus-ordning, så alle stilles lige.

Estadi Johan Cruyff blev opført og taget i brug i 2019 som første del af Espai Barca, idet B-holdets tidligere hjemmebane ved siden af Camp Nou, Mini Estadi, blev revet ned for at skabe plads til det ambitiøse projekt.

Der er endnu ikke sat dato på hvornår ombygningen af Camp Nou begynder, men alle tilladelser er på plads.

.:FORSIDE:.