fbpx
Annonce

Barca overvejer at købe Cancelo og Félix til januar

Simon Arun Vrábel - 01.12.23

// Joao Felix // Joao Cancelo

Rygterne om João Cancelo og João Félix forsætter ufortrødent, og den seneste melding går på, at Barca føler sig nødsaget til at købe de to spillere allerede til januar, da deres gode præstationer gør, at deres pris konstant stiger.

Først var Deco ude at slå fast, at man ønskede at købe de to lejesvende fra Portugal, hvorefter Barcas sportsdirektør trak i land igen, men de seneste rygter går på, at Barca kan blive tvunget til at købe både João Cancelo og João Félix, hvis ikke prisen skal blive alt for høj.

Både João Cancelo og João Félix har gjort en positiv forskel på det catalanske mandskab siden deres ankomst i sommer, og selvom det er tydeligt, at Xavi har stor tillid til de to portugisere, så har den sportslige ledelse været påpasselige med at udtrykke sin interesse i de to lejesvende, for ikke at presse prisen på spillerne unødigt op.

Artiklen fortsætter under annoncen


Økonomien i Barca er nemlig forsat stram, men nu fortæller avisen Mundo Deportivo, at den sportslige ledelse kan blive nødsaget til at købe forsvarsspilleren og angriberen fra henholdsvis Manchester City og Atlético Madrid allerede til vinter, da deres gode form gør, at deres pris i øjeblikket stiger fra kamp til kamp. Hvis det forsætter vil den endelige pris være for høj for klubbens økonomi.

Avisen fortæller, at Atlético Madrid angiveligt har prissat João Félix til 80 millioner euro, imens englænderne fra Manchester City vil have 40 millioner euro for Cancelo. I Barca regner man angiveligt på at skulle betale 25 millioner euro for Félix og 15 millioner for João Cancelo, da fælles for dem begge er, at ingen af spillerne ønsker at vende tilbage til deres respektive klubber, som da heller ikke just står klar med åbne arme.

Situationen virker umiddelbart kompliceret, for rygterne går på, at man har udfordringer med at hente Vitor Roque allerede til januar, så at skulle betale 40 millioner for de to portugisere om blot en måned bliver en stor opgave for Joan Laporta og resten af ledelsen. Omvendt er spørgsmålet, om man har råd til at vente, for hvis Félix og Cancelo forsætter deres nuværende form, vil prisen med sikkerhed stige.

João Felix er indtil videre noteret for fire mål og tre assists i 16 kampe, imens João Cancelo har scoret tre mål og lavet to assists i det samme antal kampe.

.:FORSIDE:.