fbpx
Annonce

Barca meldes lune på snart transferfrie Rabiot

Peter Vyff - 08.02.24

// Rabiot

Den økonomiske situation hos Barca har de sidste sæsoner betydet, at ledelsen har haft fokus på transferfrie spillere. Klubben meldes i den forbindelse interesseret i Adrien Rabiot, hvis kontrakt med Juventus udløber til sommer.

Alt tyder på, at der kommer til at ske en større forandring af Barcas førsteholdstrup til sommer, hvor flere positioner skal forstærkes. Det er dog endnu uvist, hvor mange penge, der bliver til transfers, da det i høj grad også afhænger af, hvordan det lykkes at sælge overskudsspillere som Clément Lenglet, Sergiño Dest og en række andre.

Catalanerne forventes samtidig også at tage afsked med udløbne kontrakter, deriblandt Sergi Roberto og Marcos Alonso, som også giver plads i lønbudgettet til forstærkninger. Og de penge kan meget vel bruges på at tiltrække transferfrie spillere, som ledelsen har haft stort held med i de sidste par år.

Artiklen fortsætter under billedet
FCBSHOP art


Barca har hentet store navne som Andreas Christensen, Franck Kessié og Memphis Depay, der trods deres forskellige grader af succes, har vist sig betydningsfulde, enten på banen eller som gode investeringer. Derfor har ledelsen fortsat øjnene åbne overfor forstærkninger, hvis kontrakt udløber til sommer.

Catalanene meldes nu lune på Adrian Rabiot, der har været én af Juventus' bedste spillere i de sidste to sæsoner. Det skriver medierne Esport3 og Football Italia, der mener at vide, at Barca har genoptaget interesse i franskmanden, som man også forsøgte at hente for flere år siden, da han forlod Paris Saint-Germain.

Den 28-årige Rabiot har endnu ikke forlænget sin kontrakt med Juventus, og det har nu åbnet op for et gratis skifte til sommer. Barca har dog tidligere mødt modgang i at hente midtbanespilleren, eftersom hans lønkrav ofte har været meget høje, ufravigelige og ikke til at forhandle om.

Derudover, kan det også blive svært at overbevise franskmanden om at vælge Barca, uden en cheftræner, der kan sælge idéen om et nyt projekt.



.:FORSIDE:.