Barca har ikke tabt en ligakamp i Bilbao siden 2019
Simon Arun Vrábel - 03.03.24
Barca skal søndag aften møde et Bilbao-hold som har vundet deres seneste 10 hjemmekampe i denne sæson, men omvendt har catalanerne kun tabt et enkelt af de seneste seks besøg på San Mamés i ligasammenhæng.
Xavis mandskab skal i den 27. spillerunde på endnu en svær opgave i forfølgelsen af Girona og Real Madrid, og kampen imod Athletic Club Bilbao, som på papiret ser ualmindelig svær ud, har flere statistiske finurligheder.
Artiklen fortsætter under billedet
Mest iøjnefaldende er det, at Bilbao ikke har tabt deres seneste 10 hjemmebaneopgør i denne sæson på San Mamés, hvilket fortæller noget om baskernes styrke på hjemmebane. Omvendt har Xavis mandskab, som det eneste hold i ligaen, endnu ikke tabt en kamp på udebane i denne sæson, så der er lagt op til en jævnbyrdigt opgør.
Dykker man yderligere ned i statistikken, så kan man også se, at Barca har et ganske godt tag på de ellers stærke baskere, for i de seneste seks besøg på San Mamés i ligaen, har catalanerne kun tabt en enkelt kamp. Bilbao vandt med 1-0 tilbage i 2019, imens det seneste opgør i marts måned sidste år endte med en 0-1 sejr på et mål af Raphinha. De resterende fire opgør fordeler sig på yderligere to Barca-sejre og to uafgjorte resultater.
Athletic Club Bilbao går ind til kampen på femtepladsen med tre point op til den Champions League-givende fjerdeplads som Atlético Madrid sidder på, imens Barca blot er to point efter Girona på andenpladsen og otte point efter Real Madrid på førstepladsen. Begge hold har derfor desperat brug for alle tre point for at indfri sæsonens respektive målsætninger.
Kampen spilles kl. 21.00, og den kan ses på TV2 Sport X.
// Athletic Bilbao