fbpx
Annonce

Avis: Laporta søger rådgivning til at få solgt spillere

Simon Arun Vrábel - 13.06.22

// Joan Laporta

Barca har svært ved at komme af med spillere fordi deres lønninger ligger langt over markedets gennemsnit. Derfor har klubpræsident Laporta nu søgt råd hos superagenten Jorge Mendes om, hvordan man får tyndet ud i truppen.

Et af de vigtigste arbejdsopgaver for den sportslige ledelse denne sommer er at få tyndet ud i spillertruppen. Der skal frigives lønkroner og kapital til at købe nye spillere, men problemet i øjeblikket er, at stort set ingen af de nuværende spillere har lyst til at forlade Camp Nou. Derfor har Joan Laporta søgt hjælp hos en god ven af klubben, nemlig Jorge Mendes.

Realiteten er, at mange af spillerne i truppen har fået så høje lønninger, at man som spiller skal acceptere en større lønnedgang for at skifte klub. For mange af spillerne har de flere år tilbage af deres kontrakter og incitamentet for at skulle skifte er derfor meget lille. Det giver den sportslige ledelse utroligt svære vilkår at arbejde med, for hvis man ikke kan få solgt spillere kan Xavi ikke få de nødvendige tilføjelser for at genopbygge holdet.

Artiklen fortsætter under annoncen


Ifølge avisen Sport har Joan Laporta, Rafa Yuste og Mateu Alemany holdt et møde med superagenten Jorge Mendes, hvor formålet har været at søge hjælp til spillersituationen. Mendes og Laporta har altid haft et godt forhold til hinanden og det giver da også god mening at drøfte situationen med Mendes. Den ene del af mødet handlede om, hvordan Barca kommer af med spillere og endnu vigtigere hvor kan de komme hen. Her er Mendes i dialog med flere topklubber og et salg af en Barca-spiller kan åbne døre andre steder for hans egne klienter.

Den anden del af mødet handlede om nogle af de spillere, som Barca ønsker at hente til Camp Nou. Avisen melder, at et eksempel herpå er Ruben Neves fra Wolves. Her har Jorge Mendes angiveligt en afløser klar til englænderne og på den måde kan både Barca og Mendes profitere på en handel. Derudover blev det også diskuteret hvordan man kunne holde på klubbens kommende stjerner og hvilke vilkår de skulle tilbydes for at matche markedet.

Mødet, som blev afholdt centralt i Barcelona på Via Veneto, indikerer det hårde arbejde, som Laporta og hans team i øjeblikket laver for at sikre klubben de bedste vilkår frem imod næste sæson.

.:FORSIDE:.