fbpx
Annonce

Avis: Gavis agent mødes med Barca-ledelsen i dag

Allan Stefan - 06.05.22

// Gavi

Barcas sportslige ledelse med Mateu Alemany i spidsen mødes i dag med Gavis agent, Iván de la Peña, for at forsøge at komme videre med kontraktforlængelse for La Masia-produktet, hvis nuværende kontrakt udløber den 30. juni 2023.

Stemningen mellem de to parter skulle angiveligt være god, og det er håbet, at en aftale kan opnås snarest. Fra klubbens side har der altid været optimisme angående ​​Gavis forlængelse, da både spilleren selv og hans repræsentant altid har sagt, at midtbanespilleren kun ønsker at spille for Barca.

Fra Gavis side har det angiveligt altid været hans ønske at fortsætte i den klub, som han ankom til, da han kun var 10 år gammel. Selvfølgelig ønsker både Gavi og hans bagland en kontrakt, der er i overensstemmelse med den fremtrædende rolle, som andalusieren allerede har fået på førsteholdet.

Artiklen fortsætter under billedet
FCBSHOP art


Gavis kontrakt skal forlænges og forbedres af flere årsager. Dels fordi han stadig får en løn svarende til det man normalt får i Barca B med en årsløn på omkring 100.000 euro, og fordi hans frikøbsklausul kun er på 50 millioner euro, hvilket gør teenageren fra andalusien meget attraktiv for de store europæiske hold, og selvfølgelig fordi hans kontrakt udløber i 2023.

Ifølge avisen Sport skulle Barca være klar med en kontrakt, der vil forlænge Gavis nuværende med yderligere fem år. Lønnen kommer naturligvis også til at stige, og Sport rapporterer, at Gavi formentligt vil få den samme lønpakke, som Ronald Araújo fik for nyligt.

Frikøbsklausulen vil angiveligt også stige til svimlende 1000 millioner euro. Barcas andre unge og højtprofilerede spillere som Pedri, Ansu Fati, Ferran Torres og Araùjo har alle fået samme frikøbsklausul, hvilket der er noget symbolsk ved. De anses nemlig alle for at være søjler i Barca for nutiden og langt ude i fremtiden af Xavi, Alemany og resten af Barca-ledelsen.

.:FORSIDE:.