fbpx
Annonce

Avis: Barca og Gavi endnu ikke enige om lønnen

Markus Johannessen - 06.04.22

Barcas unge supertalent, Gavi, har til hensigt at fortsætte karrieren hos catalanerne. Barca viser gensidig interesse for midtbanespilleren og begge parter er enige om, at hans fremtid ligger i klubben. Det er dog en langsom proces at komme i mål med underskriften, da lønnen endnu ikke er udarbejdet. 

Ifølge den catalanske avis Sport har Gavi og hans agenter ventet i to måneder på at se en endelig kontrakt fra Barca. 17-årige Gavi og catalanerne mangler eftersigende kun at blive enige om tallene. Allerede i vinter var klubben og midtbanetalentet enige om en forlængelse af kontrakten, som udløber i 2023. Dog blev alle forhandlinger sat på pause, da der var fuld fokus på at hente forstærkninger i vinterens transfervindue. Der var bred enighed om, at forhandlingerne skulle genoptages med det samme, men til Gavis agenters overraskelse, er der ikke faldet noget endeligt bud fra catalanerne endnu. 

Artiklen fortsætter under billedet
FCBSHOP art


Der er ingen konflikt mellem de to parter, men der har angiveligt været protester fra samtlige spillere, som ikke nævnes ved navn, da Franck Kessié og Andreas Christensens kommende lønninger angiveligt er blevet diskuteret højlydt i omklædningsrummet. Ifølge Sport er det ikke populært hos mandskabet, at Kessié bliver en af de bedst betalte midtbanespillere i truppen.

Gavis frikøbsklausul ligger på 50 millioner euro og der har angiveligt været mange europæiske klubber, som forgæves har forsøgt at få fat på det unge talent. Nogle tilbud, som han selv har takket nej til. Det vidner om, at han er fast besluttet på at fortsætte med at brillere på Camp Nou.

Barcas egen ledelse har også meldt ud, at forhandlingerne med de unge spillere i truppen går den rette vej. Nu er nye sponsoraftaler kommet på plads og Xavi er tæt på at have fuldendt sin komplette trup. Mon ikke, at catalanerne og Gavi finder frem til en kontrakt, som ser fornuftig ud for begge parter og at de gode nyheder venter lige rundt om hjørnet.

// Gavi
.:FORSIDE:.