fbpx
Annonce

Avis: Barca forlanger to mio. euro for Memphis

Peter Vyff - 09.12.22

// Memphis Depay

Barca forsøger eftersigende at få solgt Memphis Depay, som ikke har en fremtid på Camp Nou. Catalanerne har eftersigende fastsat en pris på to mio. euro for hollænderen, hvis kontrakt står til at udløbe efter denne sæson.

Memphis Depay er i øjeblikket afsted til VM-slutrunden i Qatar, hvor Holland er nået helt frem til kvartfinalen. Barca-spilleren har i lang tid været en fast del af Louis van Gaals startopstilling, og han kommer med sikkerhed til at spille i aften imod Argentina.

Det er dog en noget anden situation, som Memphis befinder sig i på Camp Nou. Sidste sæsons topscorer har haft det svært siden ankomsten af Robert Lewandowski og Raphinha, hvilket har betydet, at hollænderen har måtte slås med Ousmane Dembélé, Ferran Torres og Ansu Fati om spilletiden.

Artiklen fortsætter under annoncen


Den 28-årige Memphis har også været en del skadet, hvilket også har været medvirkende til, at han kun har optrådt tre gange for Barca i denne sæson. Hollænderen får dog stadig en ret høj løn, hvilket ikke stemmer overens med hans betydning for holdet, og ledelsen forsøger derfor på nuværende tidspunkt at skille sig af med landsholdsspilleren.

Catalanerne ønsker ifølge avisen AS at få solgt Memphis allerede til årsskiftet, hvor transfervinduet åbner igen. Ledelsen har derfor sat et prisskilt på hollænderen, som angiveligt skulle være på sølle to mio. euro, hvilket skal ses i lyset af, at hans kontrakt udløber efter denne sæson.

Manchester United og AS Roma skulle eftersigende være interesserede i hollænderen, hvor italienerne menes at føre kapløbet om hans underskrift. Det skyldes i høj grad José Mourinho, som står i spidsen for romerne, og som tidligere har trænet Memphis i hans tid på Old Trafford.

AS Roma ønsker dog ifølge AS ikke at betale to mio. euro for landsholdsspilleren, og italienerne håber i stedet på at kunne leje ham resten af sæsonen. Memphis' lønkrav forventes også at blive et problem, da han angiveligt forlanger syv mio. euro årligt i løn, hvilket skulle være årsagen til, at Juventus trak sig fra hollænderen i sommer.

Det er derfor langt fra sikkert, at Memphis forlader Barca i det kommende transfervindue, men interessen for angrebsstjernen vil, sammen med Hollands tilstedeværelse ved VM, kun vokse sig større.

.:FORSIDE:.