fbpx
Annonce

Årsagerne til at Ronald Koeman bliver i Barca

Rune Stentoft Arlbjørn - 03.06.21

// Ronald Koeman


I går kom det frem i alle de store catalanske medier, at Ronald Koeman ser ud til at blive i Barca som træner. Der er flere årsager til det, men den tungestvejende årsag lader til at være, at Koeman har gjort det godt i en svær tid.

Der var nærmest ingen der troede på, at Barca ville vinde et trofæ i denne sæson med den forfatning hele klubben var i inden sæsonen gik i gang, men det skete alligevel, da catalanerne vandt Copa del Rey efter flere store præstationer i den turnering. Samtidig kæmpede holdet med om La Liga næsten til det sidste.

Det har angiveligt været den væsentligste årsag til, at Koeman tilsyneladende også er træner for catalanerne i næste sæson, men der er også flere andre grunde som har spillet ind. Her kan nævnes mulighederne på trænermarkedet, Koemans tro på de unge spillere og hans kontraktforhold.

Laporta har ikke tvivlet på Koemans kvaliteter som træner, men præsidenten har følt sig nødsaget til at undersøge trænermarkedet for at se om klubben kunne få en bedre træner end Koeman. Det lader ikke til at have været tilfældet. Her gik Laporta angiveligt efter Pep Guardiola.

Dertil har det også vægtet højt for Laporta, at Koeman har givet chancen til mange af de unge spillere, mens Koeman om nogen forstår de værdier som Johan Cruyff først som spiller og siden som træner tilførte den catalanske storklub.

Noget andet som også har spillet ind i at fortsætte med Koeman er, at det ville være meget dyrt for Barca at fyre ham, da han stadig har et år tilbage af sin kontrakt. Havde Laporta valgt at stoppe samarbejdet med Koeman skulle catalanerne betale hele hollænderens resterende løn af kontraktperioden.

Det er endnu ikke meldt officielt ud fra Barca, at Koeman fortsætter som træner i klubben, men catalanske medier peger på, at sådan en udmelding er lige på trapperne eller at den kommer senest i slutningen af denne uge. Dermed kan den efterhånden lange sæbeopera om Koemans fremtid se ud til at slutte.

.:FORSIDE:.