fbpx
Annonce

Referat: FC Barcelona – Real Sociedad 4 - 2

FCBARCELONA.DK - 15.08.21

© Getty Images
// Real Sociedad

FCBSHOP.dk - FC Barcelona trøjer og merchandise

FC Barcelona: Startopstillingen ser således ud: Neto, Dest (Emerson 71’), Garcia (Araujo 83’), Piqué, Alba, Busquets (Nico 83’), De Jong (Sergi Roberto 71’), Pedri, Griezmann, Memphis (Lenglet 90’), Braithwaite

Bænk: Emerson, Araujo, Lenglet, Sergi Roberto, Puig, Iñaki Peña, Tenas, Balde, Demir, Gavi, Manaj og Nico

Mål: 1-0 Piqué (19’), 2-0 Braithwaite (45’), 3-0 Braithwaite (59’), 3-1 Lobete (82’), 3-2 Oyarzabal (85’) 4-2 Sergi Roberto (90’)

Barca tog hul på sæsonens La Liga med hjemmekampen mod Real Sociedad, den første kamp i den nye æra uden Leo Messi i klubben. Her overraskede Koeman ved at starte kampen med Eric García i forvaret, men ellers var der tale om den ventede startformation, hvor der også var blevet plads til Martin Braithwaite.

Der var kun spillet et halvt minut da Memphis sendte Braithwaite mod mål og danskeren afsluttede flot, men målmanden parerede i to omgange. Minuttet efter trak Griezmann på tværs af feltet og afsluttede over mål. Real Sociedad mødte Barca højt på banen, men det fik hjemmeholdet løst godt med hurtige pasninger. Barcas spil var hurtigt og i det 12. minut afsluttede Griezmann igen med en akrobatisk halvflugter der strøg lige forbi mål. Franskmanden var på spil igen lige efter på et hjørnespark hvor han headede bolden på overliggeren. Flot første kvarter af Barca med hurtigt og flydende spil.

Barca fortsatte de gode takter og i det 19. minut var der fuldt udbytte. Memphis sendte en frisparksbold ind i feltet, hvor Piqué trak fri og headede den i nettet til en fortjent 1-0 føring. Det catalanske genpres fungerede godt og det betød at Real Sociedad ikke kunne holde på bolden, så det hele foregik på hjemmeholdets præmisser. Det gav en ny mulighed til Memphis i det 25. minut på et godt oplæg af Braithwaite, hvor målmanden kom ud og blokerede.

Herefter satte Barca tempoet en smule ned og det betød en periode, hvor de ikke skabte noget, men hvor de forsatte med at dominere klart. Real Sociedad kom en smule bedre med og det gav dem et par hjørnespark, men afslutninger kom det ikke til. Der stod dog Barca på det meste og da halvlegen gik ind i overtiden sendte De Jong en god bold ind i feltet, hvor Braithwaite kom løbende og pandede den i nettet til 2-0. Flot scoring og fortjent pauseføring til catalanerne.

FCBSHOP.dk - FC Barcelona trøjer og merchandise

Der var blot spillet et enkelt minut af anden halvleg, da Griezmann sendte bolden i nettet, men scoringen blev korrekt annulleret for offside på De Jong. Real Sociedad lagde helt anderledes energisk ud end man havde set i første halvleg og det betød at baskerne dominerede en periode. Det blev til tre afslutninger indenfor kort tid, men uden at det for alvor var farligt. Barca havde svært ved at komme i gang, men efter en times spil slog de en kontra, hvor Alba kom til baglinjen og sendte bolden ind foran mål, hvor målmanden fik hånden på. Riposten røg ud til Braithwaite, der bankede den i nettet til 3-0.

Få minutter senere var det tæt på en reducering, da Neto måtte ud i fuld længde for at afværge et forsøg fra baskerne. Gassen var gået noget af gæsterne og Barca var i fin kontrol uden at bruge for mange kræfter. I det 73. minut var Pedri tæt på at øge føringen, da han drejede godt omkring i feltet og afsluttede, men målmanden afværgede med fingerspidserne til hjørne. Barca så ud til at være på vej mod en sikker sejr, men i det 83. minut snorksov det catalanske forsvar, så Lobete kunne spiles helt fri og så var der reduceret til 3-1.

Blot tre minutter senere fik tilskuerne på Camp Nou en ny forskrækkelse, da Oyarzabal sendte et fantastisk frispark op i målkrydset til en 3-2 reducering. Pludselig var der spænding om resultatet, men Barca fik samlet sig sammen. Det resulterede i en omstilling netop som uret havde rundet 90. minutter. Griezmann sendte Braithwaite afsted, der spurtede fra sin modstander og lagde bolden ind foran mål til Sergi Roberto, der sikkert gjorde det til 4-2. Det blev kampens sidste aktion og dermed fik Barca en god start på ligaen med en fortjent sejr efter en god indsats.

.:FORSIDE:.