fbpx
Annonce

FC Barcelona – Real Betis 5 - 2

FCBARCELONA.DK - 25.08.19

© Getty Images
// Real Betis

FC Barcelona: Ter Stegen, Semedo, Piqué, Lenglet, Alba, Busquets (Vidal 73’), De Jong, Sergi Roberto, Rafinha (Junior 81’), Pérez (Fati 78’), Griezmann.

Bænk: Iñaki Peña, Junior, Umtiti, Rakitic, Vidal, Arthur og Ansu Fati.

Mål: 0-1 Fekir (14’), 1-1 Griezmann (42’), 2-1 Griezmann (50’), 3-1 Pérez (56’), 4-1 Alba (60’), 5-1 Vidal (77’), 5-2 Loren (79’)

Det var stærkt svækket Barca-mandskab der tog imod Betis i ligaens anden runde. Holdet måtte undvære de skadede Messi, Suárez og Dembélé, hvilket medførte en noget uvant startformation i front. For Barca handlede det om at få de tre point efter nederlaget mod Bilbao i første runde.

Barca satte sig på spillet fra første minut, hvor der var god fart i både bolden og kombinationerne. Betis blev presset tilbage og når andalusierne endelig fik bolden, viste Barca høj effektivitet i genpresset. Det blev også til et par afslutninger af Barca i det første kvarter, begge gange af Griezmann, men uden at det for alvor var tæt på. Tilskuerne på Camp Nou sad og ventede på en catalanske scoring, men lige inden uret rundede et kvarter, fik de det modsatte. En pasning fra Busquets der ikke nåede Rafinha satte Betis i gang med en omstilling. Her endte bolden hos Fekir, der sendte den forbi Ter Stegen til en 0-1 føring på gæsternes første forsøg.

Målet tog ikke modet fra Barca, der fortsatte med at presse Betis helt tilbage foran eget felt. Der var fortsat god fart i bolden og kombinationerne var hurtige. Især Rafinha og Carles Pérez viste gode takter i det målsøgende spil. Der var dog ikke meget plads i det andalusiske felt og det gjorde at de afgørende pasninger ikke nåede frem. Bolden var næsten konstant på Barcas fødder og det var tydeligt, at holdet har arbejdet med genpresset, for det var uhyre intenst.

Betis var meget sjældne gæster på Barcas banehalvdel og der skulle gå 32 minutter før de afsluttede for anden gang i opgøret. Her tog Ter Stegen sig sikkert af frisparket fra Fekir. Få minutter efter var det meget tæt på en udligning, da flotte kombinationer bragte Rafinha helt fri, men hans skud ramte en modstander og gik til hjørne. Betis-forsvaret var ved at blive møre og efter 42 minutter kom den scoring som Camp Nou ventede på. Sergi Roberto sendte bolden ind i feltet, hvor Griezmann med skinnebenet fik sendt den under målmanden til en fortjent 1-1 udligning. Barca pressede på i de sidste minutter, men der kom ikke flere chancer inden pausefløjtet.

Barca fortsatte i samme spor efter pausen og allerede i det 50. minut gav det resultat. Griezmann modtog bolden på kanten af feltet og fik drejet den forbi målmanden til en flot 2-1 scoring. Et par minutter efter var det Carles Pérez der forsøgte sig, men hans skud strøg tæt forbi mål. Barca havde fuldstændig styr på Betis, der slet ikke kunne følge med og i det 56. minut blev det 3-1. Semedo kæmpede energisk om bolden i feltet og sendte den ind til Pérez, der køligt lagde den i mål.

Barca spillede fantastisk og det varede kun fire minutter inden at bolden igen lå bag Betis-keeperen. Busquets spillede Alba i dybden og da han ikke kunne finde en medspiller foran mål, sendte han selv bolden i nettet. Efter et fantastisk første kvarter af anden halvleg, slap Barca foden lidt fra speederen. Der blev tydeligt sparet på kræfterne og der var længere mellem de gennemspillede angreb. Betis kom lidt bedre med, men uden at de kunne skabe noget. Med et kvarter tillbage foretog Barca sin første udskiftning, da en træt Busquets blev afløst af Arturo Vidal. Chileneren havde kun været fire minutter på banen, da han modtog bolden i feltet fra Griezmann og placerede den præcist i målkrydset til en utrolig flot 5-1 scoring.

Lige efter var det tid til debut til den kun 16-årige Ansu Fati, da han afløste Carles Pérez. Minuttet efter sløsede Barca gevaldigt i opspillet og det udnyttede Loren til en flot 5-2 reducering, hvor Ter Stegen var chanceløs. Lige efter kom endnu en debutant på banen, da Junior afløste Rafinha. Det betød at Alba rykkede op på en uvant plads i angrebets venstre side. Barca kontrollerede kampens sidste 10 minutter uden problemer og her fik man også set et par eksempler på Fatis kvaliteter, blandt andet med et skud tæt forbi mål.

Der kom dog ikke flere mål i opgøret, som Barca havde siddet totalt på og hvor de fik en fortjent og flot sejr. 

.:FORSIDE:.