FC Barcelona – Manchester United 3 - 0

FCBARCELONA.DK - 16.04.19

© Getty Images

Ter Stegen, Alba, Piqué, Lenglet, Sergi Roberto (Semedo 70’), Busquets, Rakitic, Arthur (Vidal 75’), Coutinho (Dembélé 80’), Messi, Suárez

Barcas Bænk: Cillessen, Semedo, Umtiti, Vidal, Aleñá, Malcom og Dembélé

Mål: 1-0 Messi (16’), 2-0 Messi (20’), 3-0 Coutinho (61')

Det var en plads i den ene Champions League semifinale der var på spil, da Barca og Manchester United mødtes til returkampen på Camp Nou, efter at første opgør på Old Trafford var endt med en catalansk 0-1 sejr. Helt som ventet stillede Barca i stærkest mulige opstilling, hvor træner Valverde foretrak Coutinho i angrebet fremfor Dembélé, der netop er vendt tilbage efter en skade.

Efter blot 30 sekunders spil fik tilskuerne på Camp Nou sig et chok, da Uniteds Rashford trak fri og sendte bolden på oversiden af overliggeren. Her var det tæt på en chokstart for englænderne, der mødte Barca højt på banen i et energisk pres. Det skabte en ny farlig situation et par minutter efter, uden at der dog blev afsluttet. Barcas spillere virkede stresset over starten og det høje pres og de lykkedes slet ikke at holde på bolden de første 10 minutter.

I kampens 11. minut kom Barca op i Uniteds felt for første gang og her faldt Rakitic omkuld i en nærkamp. Dommeren dømte straffe, men bad om en VAR-kendelse og her blev dommen lavet om, selvom tv-billederne ikke gav et klart svar. Det tog dog ikke modet fra Barca og efter 16 minutter kom det som de mange Barca-fans håbede på. Messi erobrede energisk bolden foran Uniteds felt, hvorefter han tog et par træk på tværs og afsluttede. Bolden strøg i nettet tæt op af stolpen. 1-0 til Barca.

Blot tre minutter senere var det et pres af Coutinho der gav resultat og bolden kom videre til Messi på kanten af feltet. Han afsluttede med højrebenet og selvom skuddet ikke var hårdt, sneg bolden sig under David de Gea. Stort drop af spanieren og 2-0 til Barca. De to hurtige mål tog energien noget ud af Uniteds pres, mens der faldt to over Barcas spil. Bolden blev spillet rundt i de velkendte kombinationer, men uden at der blev satset 100% fremad banen. Det var tydeligt at der ikke skulle tages for store risici.

Barca var i kontrol og bolden var mest på hjemmeholdets fødder, mens United havde svært ved at komme frem på banen. En afslutning af Pogba blev det dog til i det 38. minut, men Ter Stegen kunne roligt samle bolden op. Kort efter var det Rakitic der forsøgte med et hovedstød, men her var De Gea på plads i målet. I halvlegens tillægstid var det meget tæt på endnu et mål til Barca, da Messi tog på en imponerende dribletur og spillede Alba i dybden. Han sendte den ind foran mål til Sergi Roberto, men han måtte se De Gea komme flyvende og afværge på selve stregen. Det blev dermed ved 2-0 til Barca efter de første 45 minutter.

Barca lagde ud efter pausen med en god mulighed til Messi i feltet, hvor skuddet blev blokeret til hjørne. Hjemmeholdet fortsatte med at sidde solidt på spillet og de holdt United på afstand af det catalanske felt. Efter en times spil blev englænderne fanget lidt for højt banen, da Messi sendte en lang pasning til Alba. Han spillede videre til Coutinho, der med en fantastisk afslutning sendte bolden over De Gea og i nettet til 3-0. Flot scoring af den udskældte brasilianer. Målet tog det sidste ud af United-spillerne, der virkede modløse. Få minutter efter tryllede Messi igen, denne gang med et akrobatisk saksespark, hvor bolden sneg sig forbi mål.

Barca spillede efter behag bolden rundt, mens tilskuerne hyggede sig med olé-råb og den catalanske dominans var total. Med 20 minutter tilbage foretog Barca sin første udskiftning, da Sergi Roberto blev afløst af Semedo. Kort efter var det Vidal der kom ind i stedet for Arthur. Gnisten var gået ud af kampen, for alle vidste, hvem der var videre til semifinalen. Med 10 minutter igen var det Dembélés tur til at komme i aktion i stedet for Coutinho. Samtidig kom den tidligere Barca-spiller Alexis Sánchez på banen og han blev modtaget af klapsalver på sin gamle hjemmebane.

Kort efter var United farlige for første gang efter pausen, da Lingard sendt et knaldhårdt skud tæt forbi mål. Det hele løsnede op i kampens sidste minutter, hvor Barca tog lidt let på tingene. Det gav en stor mulighed til United i næstsidste minut, hvor Ter Stegen hev en klasseredning frem og forhindrede en reducering. Lige efter var det Barca der forsøgte sig, men Messi måtte se De Gea komme i vejen. Mere skete der ikke og Barca vandt fortjent med 3-0, hvor Messis to tidlige scoringer hurtigt tog spændingen ud af opgøret. 

.:FORSIDE:.