fbpx
Annonce

Suárez: 'Lautaro bevæger sig fantastisk'

Christoffer Alexander Dela-Westerberg - 09.04.20

© Getty Images
// Suárez // Lautaro Martínez

Lautaro Martínez er et af de varmeste emner på Barcas sommertransferliste. Selvom Inter-stjernen er tiltænkt at skulle erstatte en aldrende Luis Suárez på sigt, har Barcas nummer 9 kun ros til overs for ham.

Den 22-årige spidsangriber, som for alvor har gjort verden opmærksom på sine kvaliteter for Inter i denne sæson, er over en længere periode blevet kædet voldsomt sammen med Barcelona. En af hovedårsagerne er unægteligt, at man så småt er nødsaget til at finde en langsigtet erstatning for Luis Suárez, som ellers har siddet tungt på positionen i en årrække.

Suárez er udmærket klar over denne kendsgerning, men har ikke desto mindre kun rosende ord til overs for transferemnet. 'Lautaro har udviklet sig ekstremt meget af at spille i Italien. Han er en sand nummer 9 og bevæger sig fantastisk. Det er vigtigt, at vores klub fortsætter med at kigge efter spillere, der gerne vil hjælpe os med at nå vores mål om at vinde det hele' udtalte uruguayaneren i et interview til Mundo Deportivo.

Den 33-årige angriber blev efterfølgende spurgt ind til sin egen fremtid hos catalanerne. 'Jeg har en kontrakt, og jeg sigter efter at udtjene denne. Jeg har altid haft et godt forhold til klubben, og når tiden kommer til at forhandle, vil vi gøre det' lød det videre.

Det er nu over en uge siden, at Barca-spillerne accepterede en 70 procents lønnedgang som følge af corona-pandemien. En langtrukken proces, der blev kørt godt op i medierne. Suárez lagde ord på, hvorfor det tog så lang tid at nå til enighed om lønnedgangen, og han lagde ikke skjul på sin utilfredshed med mediernes fremlæggelse af sagen.

'Det tager tid at følge alle procedurerne til dørs, hvad angår spillernes advokater og så videre. Der er blevet sagt meget om os, som var både urimeligt og usandt, og det sårede os. Hvad der står klart er, at samtlige af vores spillere ønskede at hjælpe klubben, og i det hele taget hjælpe andre, der kæmper i denne situation' kom det spidigt fra angriberen.

Luis Suárez kom til sidst ind på, hvordan genoptræningen fra hans ankelskade har givet ham tid til at reflektere over verdenssituationen. 'Jeg har taget mig god tid til at få det (skaden, red.) i orden, og det har samtidig givet plads til at kigge på, hvad der sker rundt omkring i verden med virussen, og hvor meget den påvirker folk' lød det slutteligt fra Barcas nummer 9.

.:FORSIDE:.