fbpx
Annonce

Sevilla sender Barca ned på fjerdepladsen!

FCBARCELONA.DK - 22.04.21

// La Liga


Den tætte kamp i toppen af ligaen fortsætter for uformindsket kraft. I går aftes vandt Sevilla over Levante og det betyder, at andalusierne overhaler Barca, der må tage til takke med en 4. plads.

Der hviler et maksimalt pres på Ronald Koemans spillere, når de sent i aften tager imod Getafe. De må nemlig se sig distanceret til en noget uvant fjerdeplads i ligatabellen.

Sevilla vandt med 0-1 ude over Levante og dermed overhaler de Barca med et enkelt point. Andalusierne har 65 point og Barca 64. Med til historien hører dog, at Sevilla har spillet to kampe mere end Barca.

Kendsgerningen er dog stadig, at Barca selv kan afgøre ligaen, men jævnbyrdigheden i toppen af ligaen er så stor, at ethvert pointtab kan koste muligheden for et mesterskab.

Sevilla syntes ude af mesterskabskampen, efter at Barca besejrede dem i den andalusiske hovedstad i slutningen af februar, men siden har såvel Barca i El Clásico og Real Madrid mod Getafe i weekenden smidt point, ligesom Sevilla selv for nylig besejrede Atlético Madrid. De resultater har åbnet døren for Sevilla.

Presset på Barca blev ikke mindre sent i går aftes, efter at Real Madrid vandt over Cádiz og dermed tog førstepladsen fra Atlético. Real Madrid har nu 70 point, altså fem mere end Barca, men også for to kampe flere.

For Barca handler det om at svare igen og det skal ske i aften med en sejr over Getafe, et opgør der fløjtes i gang kl. 22.00 og som kan ses på TV2 Sport X.

.:FORSIDE:.