fbpx

Sergi Roberto vil blive trods saudiarabisk interesse

Peter Vyff - 25.06.23

// Sergi Roberto

Sergi Roberto blev forleden sat i forbindelse med et skifte til Saudi-Arabien ligesom så mange andre spillere. Catalaneren har dog ingen intention om at forlade Camp Nou, da han i stedet ønsker at fuldføre sin kontrakt sæsonen ud.

Efter Sergio Busquets og Jordi Albas snart forestående afsked, så efterlader det Sergi Roberto som det længst spillende medlem af førsteholdstruppen. Landsholdsspilleren fik sin debut tilbage i 2010, og selvom han aldrig har været den mest talentfulde, så har han altid gjort hvad han kunne for Barca.

Artiklen fortsætter under annoncen


Catalaneren ser derfor også ud til at blive holdets anfører næste sæson, hvor han i forhold til sidste år tidligt fik tilbudt en kontraktforlængelse. Den 31-årige Roberto har da også vist sig ganske betydningsfuld for Xavi, som sætter stor pris på hans alsidighed samtidig med, at midtbanespilleren også bød ind med flere vigtige scoringer i foråret.

La Masia-spilleren har derfor også tiltrukket sig en del interesse fra Saudi-Arabien, som er i gang med at hente adskillige fodboldstjerner til landet. Journalisten Gerard Romero kunne dog forleden afsløre, at Sergi Roberto ikke har planer om at forlade Camp Nou, selvom han har udsigt til en betydelig større lønpakke.

Ledelsen har eftersigende heller intet ønske om at slippe La Masia-spilleren, der nok skal vise sig nyttig i næste sæson, hvor Champions League-titlen er det helt store mål. Og som Barca-fans kender Roberto, så er det bestemt heller ikke utænkeligt, at han tager imod endnu en kontraktforlængelse, hvis det skulle blive aktuelt.

.:FORSIDE:.