fbpx
Annonce

Riqui Puig om Barca-exit: 'Det gjorde rigtig ondt'

Peter Vyff - 18.08.22

// Riqui Puig

Riqui Puig nåede aldrig at få sit gennembrud på Camp Nou, hvor han har fået hele sin fodboldopvækst. Catalaneren skiftede derfor til LA Galaxy tidligere i transfervinduet, og forleden udtalte han sig om det smertefulde skifte væk fra hans barndomsklub.

Barca har opfostret nogle af de største fodboldspillere nogensinde, og det er især takket være fodboldakademiet La Masia. Catalanske Riqui Puig blev i lang tid betragtet som det største talent, der nogensinde har været opfostret på talentfabrikken, men han nåede dog aldrig at få sit gennembrud på Camp Nou.

Der var ellers kæmpe forventninger til den nu 23-årige Puig på Camp Nou, men det tidligere stortalent formåede dog aldrig at omsætte det store potentiale til magi på fodboldbanen. Catalaneren skiftede derfor til La Galaxy tidligere i transfervinduet for at få kickstartet karrieren påny.

Artiklen fortsætter under annoncen


Den nyslåede LA Galaxy-spiller udtalte sig forleden i et interview med mediet Fox Sports, hvor Puig reflekterede over sit skifte fra barndomsklubben, og hvor såret han blev over at blive valgt fra til holdets opstartsturné i USA. 'Jeg befandt mig alene i Barcelona, imens alle mine holdkammerater tog til Los Angeles for at spille træningskampe, hvilket helt ærligt sårede mig meget. Nogle gange skal man træffe beslutninger, og det gjorde ledelsen, men jeg er ikke enig i deres valg', udtalte Puig.

Catalaneren indrømmede også, at den sidste tid på Camp Nou ikke gik som planlagt, men Puig takkede dog klubben for at gøre ham til den fodboldspiller, han er i dag. 'Jeg er nødt til at takke Barca, fordi jeg er den fodboldspiller som jeg er, takket være dem. Den sidste del af min karriere hos Barca var slet ikke som ønsket, og jeg blev ikke behandlet særlig pænt. Men det hele kan glemmes, og det er det allerede', sagde Puig.

Det tidligere La Masia-talent deltog forleden også i et andet interview med avisen Sport, hvor Puig kom med en forklaring på, hvorfor det aldrig lykkedes at slå igennem på Camp Nou. 'Jeg har aldrig haft en træner, der stolede fuldt ud på mig. Som spiller kan du nemt miste din selvtilliden ved ikke at have kontinuitet i dit spil', udtrykte han.

Efter at have taget springet til den amerikanske MLS, så forventes det, at Riqui Puig højst sandsynligt får sin debut for LA Galaxy i denne weekend imod Seattle Sounders.

.:FORSIDE:.