Simon Arun Vrábel - 16.06.23
Barcas brasilianske angriber Raphinha giver ikke meget for rygterne, som sender ham væk fra den catalanske storklub, og i sit seneste interview slår han fast med syvtommersøm, at han ingen intentioner har om at spille i andre trøjer end blaugrana.
Raphinha er efter en svær start i Barca faldet godt til i den catalanske storklub, og i sit seneste interview fortæller brasilianeren om sin store kærlighed til både klubben og byen Barcelona, som han ingen intentioner har om at forlade i den nærmeste fremtid.
Raphinha var én af sidste sommers helt store indkøb, og med et prisskilt på 58 millioner euro i en tid hvor klubben har økonomiske udfordringer, var forventningerne enorme. Især i den første halvdel af sæsonen havde Raphinha svært ved at finde fodfæste imens hans direkte konkurrent, Dembélé, viste fornemme takter. Da Dembélé efterfølgende løb ind i flere skader, blomstrede Raphinha omvendt op og afsluttede sæsonen med manér.