fbpx
Annonce

Overblik: Disse spillere skal Koeman forholde sig til

FCBARCELONA.DK - 24.08.20

// Ronald Koeman


Ronald Koeman har taget fat på arbejdet som Barca-træner og her skal han beslutte, hvilet spillere der ikke indgår i hans planer. Vi bringer her oversigt med de spillere, hvor det er usikkert om de fortsætter eller forlader klubben.

Der er i den grad brug for at ryste posen og gennemføre gennemgribende ændringer i truppen efter den skuffende sæson, der udover ydmygelsen mod Bayern München sluttede uden titler. Det giver Koeman god anledning til, at overveje hvem der skal være med på holdet det kommende sæson.

Oplagt er det, at en lang række spillere må føle sig usikre på sin egen situation. Koeman har annonceret, at han vil tage en snak med hver enkelt spiller, både dem som han helst ser skifte klub og dem som han gerne vil beholde.

Her er et bud på, hvilke spillere der kan forvente en snak med sin nye træner:

Ter Stegen:
Forhandlingerne om hans forlængelse blev sat på pause af tyskeren selv på grund af coronakrisen. Her vil Koeman helt sikkert meddele holdets ubestridte førstekeeper, at han meget gerne snart må skrive under på en forlængelse, for at skabe ro om målmandsposten.

Gerard Piqué:
Piqué er svær at undvære og selvom hans 33 år har sat sine spor på hurtigheden, forventes det, at Koeman beder klubikonet tage en sæson mere, hvor det måske bliver til mere tid på bænken end tidligere.

Samuel Umtiti:
Det er svært at se den skadesplagede Umtiti i Koemans projekt og lykkes det at hente Citys García, må den kun 26-årige franskmand nok se sig om efter en anden klub. Meget vil dog afhænge af, hvad der ellers sker på transfermarkedet.

Jordi Alba:
Albas sammenspil med Messi har været afgørende i mange kampe og med sine 31 år, har catalaneren mere at byde på. Her må det forventes, at Koeman beder Alba blive, også fordi det er svært at se alternativet på venstre back.

Sergio Busquets:
Der er næppe tvivl om, at Koeman ser De Jong overtage pladsen lige foran forsvaret og det får den 32-årige Busquets nok at vide. Hvis det ikke får catalaneren til at rejse, må han nok se en rolle som reserve i møde.

Ivan Rakitic:
Rakitic vil meget gerne tilbage til Sevilla og det er ikke sandsynligt, at den 32-årige kroat bliver en del af Koemans planer. Her må forventes et klubskifte.

Arturo Vidal:
Også 33-årige Vidal må nok være forberedt på en besked om, at han ikke indgår i planerne og derfor må finde sig en ny klub.

Sergi Roberto:
Her er det helt åbent, for Sergi Roberto er en alsidig spiller, der løser de opgaver han får. Modsat er Koeman tillsyneladende ikke helt overbevist om catalanerens niveau. Et klubskifte bliver dog næppe et krav.

Leo Messi:
Koeman og Messi har allerede talt sammen og her fik argentineren at vide, at han er fundamental for Koemans projekt. Om det så får Messi til at blive, må tiden vise.

Antoine Griezmann:
Franskmanden har været udskældt i sin første sæson i Barca, men Koeman har udtalt, at franskmanden skal spille centralt for at få succes. Meget tyder derfor på en vigtig rolle til franskmanden.

Luis Suárez:
Den 33-årige Suárez må nok se i øjnene, at enten skal han væk, eller også må han tage plads på bænken, både fordi Griezmann skal have hans position og fordi Barca stadig går efter Lautaro Martínez. Et klubskifte for Suárez er sandsynligt.

Martin Braithwaite:
Det vil være en stor overraskelse, hvis Braithwaite får en sæson mere i Barca. Koeman kan godt undvære danskeren og klubben har brug for penge, så her tegner alt til et salg.

Reelt er det nok kun spillere som Ter Stegen, Lenglet, Semedo, De Jong, Messi, Dembélé og Griezmann der kan føle sig sikre på en plads i den kommende sæsons trup.

.:FORSIDE:.