fbpx
Annonce

Optakt: FC Barcelona - Real Betis

FCBARCELONA.DK - 07.11.20

© Getty Images
// Real Betis

I eftermiddag spiller Barca sin sidste kamp, inden der igen venter en landskampspause. Her skal holdet forsøge at vinde for første gang i fem kampe i ligaen, når Betis gæster Camp Nou. Læs her vores optakt til kampen.

Efter fire kampe i træk uden sejr og blot to point i den hjemlige turnering, har Barca brug for alle tre point i dagens kamp mod Betis, der fløjtes i gang kl. 16.15 på det enorme og gabende tomme Camp Nou. Kendsgerningerne er, at Koeman og hans spillere ikke har råd til at smide point i opgøret, hvis de ikke vil hægtes helt af toppen af ligatabellen.

Betis ligner dog på forhånd ingen nem opgave, for de er kommet udmærket fra land i ligaen, hvor de indtager en 7. plads med 12 point, hvilket er fire mere end Barca på 12. pladsen. Med til historien hører dog også, at andalusierne har spillet to kampe flere end Barca.

Ronald Koeman udtog i går følgende trup på 23 mand til kampen: Ter Stegen, Neto, Dest, Sergi Roberto, Piqué, Lenglet, Alba, Junior, Busquets, De Jong, Pjanic, Aleñá, Puig, Pedri, Trincao, Messi, Dembélé, Griezmann, Fati, Braithwaite, Tenas, Mingueza og Konrad.

På sit pressemøde i går så Koeman frem mod kampen. 'Det er en svær kamp og vi skal gøre det godt og ikke begå de samme fejl i defensiven som mod Kiev. Vi skal være bedre med og det arbejder vi på. Vi er godt forberedt' kom det fra ham.

Betis trænes af den erfarne Maneul Pellegrini og han forventer en svær eftermiddag på Camp Nou, trods Barcas problemer i ligaen. 'Selvom de har oplevet nogle resultater der har kompliceret ligaen for dem, vil et Barcelona-hold med Messi altid være svært at møde' kom det fra ham.

Andalusierne er svækket af at måtte undvære Nabil Fekir, der er en af holdets største profiler. Med i truppen er til gengæld en række tidligere Barca-spillere, som f.eks. Claudio Bravo, Marc Bartra, Cristian Tello, Martin Montoya og Juan Miranda, der alle besøger sin gamle hjemmebane.

Når kampen i eftermiddag er slut, er det tid til endnu en landskampspause. Barcas næste opgave er således først lørdag den 21. november, hvor der venter en uhyre svær udekamp mod Atlético Madrid.

Kampen i dag fløjtes i gang kl. 16.15 og kan ses på TV2 Sport X.

.:FORSIDE:.