fbpx
Annonce

Officielt: Nu kan alle blive medlem af FC Barcelona

FCBARCELONA.DK - 04.06.21

// Joan Laporta


På et bestyrelsesmøde torsdag blev ledelsen med Joan Laporta i spidsen enige om, at der med øjeblikkelig virkning bliver åbnet op for, at alle Barca-fans i hele verden uden nogen form for restriktioner eller optagelseskrav nu kan blive medlemmer af klubben.

I mange år har det ellers været noget af en af kamp, hvis man ønskede at støtte klubben og blive officielt medlem. Det kunne nemlig kun lade sig gøre, hvis man havde en familiær relation i første eller andet led til et medlem af klubben. Var det ikke tilfældet, skulle man enten være medlem i en lokal fanklub i tre år eller havde et såkaldt commitment card i tre år.

Torsdag fjernede Laporta og resten af klubbens ledelse så restriktionerne og kravene til nye medlemmer. Det betyder, at alle nu kan blive officielt og fuldbyrdet medlem af FC Barcelona uden nogen form for begrænsninger. Barca skriver følgende.

'I denne nye periode ønsker bestyrelsen at imødekomme ønsket fra mange FC Barcelona-fans, der indtil nu ikke har kunne blive medlemmer af klubben på grund af de krav og restriktioner, som har forhindret det det. Derudover forhindrede reglerne, at Barca kunne blive den klub i verden med flest medlemmer'.

Beslutningen er en særdeles god nyhed for blandt andet de danske Barca-fans, som nu kan blive medlem af klubben med det samme. Det koster i øjeblikket 144 euro om året at være medlem, hvilket svarer til 1070 kr. Her får man blandt andet et officielt medlemskort, mens man også får adgang til køb af billetter til Barcas kampe.

Barca meddeler ydermere, at man på generalforsamlingen den 4. juli vil komme med et forslag om, at man fremover skal kunne blive medlem ved at tilmelde sig på klubbens hjemmeside. Før har man skulle møde op på klubbens kontorer i Barcelona for at blive medlem.

.:FORSIDE:.