fbpx
Annonce

Officielt: Barca i voldsomt angreb på Javier Tebas!

FCBARCELONA.DK - 03.04.23

// Javier Tebas

Mandag kom den spanske avis La Vanguardia med opsigtvækkende anklager rettet mod La Liga-præsident Javier Tebas, som angiveligt har foretaget dokumentfalsk for at skade Barca. Nu blæser klubben til angreb i en pressemeddelelse.

Mandag anklagede den spanske avis La Vanguardia præsidenten for La Liga, Javier Tebas, for at have forfalsket et dokument med henblik på bevidst at skade Barca. Her er tale om nogle alvorlige anklager, som kaster en særdeles mørk skygge over den altid kontroversielle Tebas.

Sent mandag eftermiddag udsendte Barca så en pressemeddelelse, hvor man i nærmest uhørt voldsom karakter går til angreb på Javier Tebas og kræver hans afgang. Her beskylder man direkte præsidenten for at have en dagsorden for at skade Barca.

'På baggrund af alvoren af ​​de oplysninger, der i dag er kommet frem i La Vanguardia, hvor præsidenten for La Liga, Javier Tebas, anklages for at fremlægge falske beviser til anklagemyndigheden for at inkriminere vores klub, ønsker FC Barcelona at udtrykke sin dybe vrede, indignation og skuffelse' starter klubben i pressemeddelelsen.

Artiklen fortsætter under annoncen


'FC Barcelona føler, ​​som præsident Joan Laporta har sagt i de seneste uger, sig som et offer for medielynching på grund af begivenheder, der aldrig er sket: Barça har aldrig købt dommere' slår man fast, inden man går til angreb på Javier Tebas.

'Det er ikke første gang, at præsidenten for La Liga har brugt alt sit mediemaskineri til at ramme FC Barcelona, men bortset fra hans sædvanlige nonsens, kunne vi aldrig have forestillet os, at han ville forsøge at ødelægge vores klub med falske beviser' fortsætter man.

'Nyheden offentliggjort i dag af La Vanguardia er så alvorlig, at den burde advare alle La Liga-klubber på grund af de handlinger og den praksis, som ikke går ind under de funktioner, der tilskrives La Ligas præsident. Af den årsag, men også af værdighed og respekt for præsidentskabet i La Liga, bør Javier Tebas træde tilbage fra sin stilling'.

'Velvidende om Javier Tebas' besættelse af at forfølge FC Barcelona og konstant vise sin modvilje og åbenlyse antipati over for vores klub, er vi overbeviste om, at den nuværende præsident for La Liga vil fortsætte med sin adfærd og fortsætte med at skade vores klub' slutter Barca pressemeddelelsen.

Der er tale om en historisk hård og aggressiv pressemeddelelse fra Barcas side, hvor man går direkte til angreb på Javier Tebas. Catalanerne med Joan Laporta i spidsen har tydeligvis fået nok og vil ikke finde sig i mere. Det bliver nu særdeles spændende at se hvad de kommende dage vil bringe i sagen.



.:FORSIDE:.