fbpx
Annonce

Nuværende kaos kan være en fordel for Braithwaite

FCBARCELONA.DK - 29.08.20

// Martin Braithwaite

Martin Braithwaite har hele sommeren været rygtet væk fra Barca, men det er måske ved at ændre sig. Med den aktuelle situation i klubben er der nu en reel mulighed for, at Koeman vælger at beholde den erfarne dansker.

Braithwaite kom til Barca i februar som en ren nødløsning på grund af Ousmane Dembélés langvarige skade. Sæsonen blev en noget blandet fornøjelse for danskeren, der lagde godt ud, men som endte ude på bænken uden megen spilletid.

Derfor har det været forventningen at Barca ville skille sig af med Braithwaite og der har været forlydender om forhandlinger med klubber i Premier League. Danskeren er dog stadig at finde i Barcelona, hvor han frivilligt har trænet med i små to uger, selvom han reelt havde ferie.

Den seneste udvikling med ansættelsen af Ronald Koeman og det mulige stop af både Suárez og Messi, kan ændre situationen for Braithwaite. Klubben har kun Dembélé, Griezmann og de to meget unge Fati og Pedri til pladserne i front, samt nytilkomne Trincao.

Dembélé er som bekendt skrøbelig, Griezmann har skuffet, mens de tre øvrige er meget uerfarne. Her skal Koeman finde ud af, om det vil være en fordel af beholde Braithwaite, der med sine 29 år og erfaring fra ligaen med Leganés, kan være en god gardering for holdet.

Derfor forventes det ikke, at Braithwaite forlader Barca meget hurtigt. Koeman skal først danne sig et indtryk af danskeren, ligesom der skal klarhed over, hvem der forlader klubben og hvem der kommer til. Måske der tegner sig endnu en sæson med en dansker i Barca.

.:FORSIDE:.