Minguezas gode form skaber optimisme i Barca
Simon Arun Vrábel - 26.09.23
// Oscar Mingueza
Óscar Mingueza har både fundet spilleglæden og topformen hos Celta de Vigo, og den stigende formkurve skaber glæde i Barca, som har sikret sig en videresalgsklausul på 50%, hvis den tidligere Barca-spiller sælges videre.
Den tidligere Barca-spiller Óscar Mingueza slog aldrig for alvor igennem på det catalanske førstehold og som konsekvens rejste han sidste år til Celta de Vigo. Her er han blevet fast mand og især i denne sæson har hans gode form skabt opmærksomhed og ender det med et salg på et tidspunkt, vil det gavne Barca økonomisk.
Artiklen fortsætter under annoncen
Den 24-årig catalanske forsvarsspiller udviklede sig i Barcas ungdomsrækker, men da tiden var inde til at få debut på førsteholdet, formåede Mingueza aldrig at slå igennem til trods for 66 kampe i blaugrana.
Avisen Sport fortæller nu, at Barca i forbindelse med at Mingueza skrev under med Celta de Vigo - på trods af at han rejste på en fri transfer – har sikret sig en videresalgsklausul på hele 50%. Derfor følger man forsat tæt med i catalanerens præstationer i klubben fra Galicien, og de seneste aktioner gør, at et salg af den unge forsvarsspiller ikke er utænkeligt. Det fortæller avisen Sport.
Barca fik med egne øjne set Minguezas udvikling i lørdagens indbydes kamp og her ydede han en solid indsats. Heldigvis for Barca var han dog uskarp, da han i dommerens tillægstid fik en stor mulighed for at udligne til 3-3.
Mingueza har i øjeblikket en markedsværdi ifølge Transfermarkt.com på beskedne 2,5 millioner euro, men forsætter hans præstationer på dette niveau, er der ingen tvivl om, at den pris vil stige. I denne sæson har Mingueza spillet fuld tid i alle Celtas kampe og endda scoret et enkelt mål.