fbpx
Annonce

Messis far er ankommet til Barcelona for at forhandle

FCBARCELONA.DK - 02.09.20

// Lionel Messi


Det begynder måske at trække op til en afklaring omkring Messis fremtid. I dag er hans far ankommet til Barcelona for at forhandle, men det var ikke meget Jorge Messi ville sige ved ankomsten i lufthavnen.

Forlydenderne om Jorge Messis rejse var forlængst nået til Barcelona, så der stod en flok journalister og fotografer klar og ventede, da Jorge Messi kom ud af El Prat lufthavnen her til morgen.

Her blev han mødt med en byge af spørgsmål, men han gik målrettet videre og det eneste han sagde var: 'Jeg ved ingenting, drenge'.

Det forventes at Jorge Messi hurtigt tager til Camp Nou for at mødes med præsident Josep Maria Bartomeu. Her skal de forsøge at finde frem til en løsning på hårdknuden omkring Leo Messis situation.

Selvom Messi selv har været helt tavs, kan det betragtes som en kendsgerning, at han vil væk fra Barca med øjeblikkelig virkning. Det bekræftes af, at han er blevet væk fra sæsonens to første træningssamlinger.

Det ligner ingen nem opgave for Jorge Messi og Bartomeu at blive enige, for Barca mener at Leo Messi har brudt sin kontrakt og skal betale for at forlade klubben, mens Messi mener han er i sin gode ret til at stoppe.

.:FORSIDE:.