Messi er kun 29 kampe fra Xavis klubrekord

FCBARCELONA.DK - 31.10.20

© Getty Images

Når Messi i aften løber ind på Estadio Mendizorrotza til opøret mod Deportivo Alavés, bliver det hans kamp nr. 739 i Barca-trøjen. Dermed nærmer han sig hastigt Xavis klubrekord, der ser ud til at falde i denne sæson.

738 officielle kampe er Messi noteret for indtil nu og dermed har han kun 29 op til klublegenden Xavis rekord på utrolige 767 kampe for blau-grana. Med 33 kampe tilbage i ligaen, Champions League kampe og pokalopgør, er det reelt kun en skade der kan forhindre Messi i at tage rekorden, som den spiller med flest kampe for Barca nogensinde.

Messi forventes at spille stort set alle kampe. Skal han spares bliver det nok ved at blive skiftet ud eller ind, men i givet fald vil det også give en kamp i statistikken. Det vil nok kun være i de helt tidlige pokalkampe mod små hold, at argentineren helt bliver sparet.

Derfor tegner alt til, at det bliver i denne sæson, at den historiske rekord sættes. At rekorden er i kategori helt for sig selv bekræftes af, at tredjepladsen indtages af Iniesta med 674, altså næsten 100 kampe færre end Xavi.

Denne sæson kan meget vel vise sig at blive Messis sidste i Barca-trøjen. Han forsøgte som bekendt at komme væk i sommer, men måtte modvilligt blive for at opfylde sin kontrakt. Spørgsmålet er så, om han rejser til sommer, eller om han skifter mening i mellemtiden.

Vælger Messi at sige farvel efter denne sæson, bliver det altså med stor sandsynlighed med en klubrekord som kommer til at stå i rigtig mange år.

.:FORSIDE:.