fbpx
Annonce

Medie: Koeman vil hente Memphis Depay til Barca

FCBARCELONA.DK - 21.08.20

// Ronald Koeman // Depay


Ronald Koeman er kun lige blevet udnævnt til ny Barca-træner og allerede nu er der massevis af spekulationer om køb og salg af spillere. Senest meddeler catalanske RAC1, at hollænderen har bedt ledelsen hente angriberen Memphis Depay.

Den catalanske radiostation meddelte sent torsdag aften, at Ronald Koeman på et møde med ledelsen i Barca har bedt om at få hentet hollandske Memphis Depay til Barca. Depay er 26 år gammel og spiller i franske Lyon.

Ifølge RAC1 skulle Memphis Depay været tiltænkt rollen som afløser for Luis Suárez, som i øjeblikket rygtes væk fra Barca. Tidligere på torsdagen meddelte det spanske fodboldprogram 'El Chiringuito', at Barca angiveligt har bedt Suárez forlade klubben denne sommer.

Memphis Depay har haft en flot sæson for Lyon, hvor man senest nåede semifinalen i Champions League. På trods af en alvorlig skade, som har holdt ham ude fra december sidste år til den 1. juli i år, så har Depay i Champions League scoret seks mål i otte kampe, mens han i ligaen har scoret ni mål i 13 kampe.

Den hollandske angriber kan både spille som central angriber og som venstre wing. Han vil derfor kunne bruges på flere pladser i det catalanske angreb, hvilket Koeman skulle se som en kæmpe fordel. Derudover vil Depay prismæssigt være markant billigere end eksempelvis Lautaro Martínez.

.:FORSIDE:.