fbpx
Annonce

Medie: Barca fører i kampen om Haaland

FCBARCELONA.DK - 21.12.21

// Erling Haaland

En af sommerens helt store transferhistorier bliver uden tvivl norske Erling Haaland. Angriberen ønsker at forlade Dortmund og nu melder spansk medie, at Barca står bedst i kampen om Haalands underskrift.

Der har tidligere været meldinger i spanske medier om, at Haaland skulle foretrække et skifte til Barca før Real Madrid, samt at hans agent Mino Raiola også gerne ser nordmanden ende på Camp Nou.

Denne tirsdag følger det spanske TV-program El Chiringuito TV så op på historien og meddeler, at Barca fører i kampen om Erling Haaland og at catalanerne er favoritter til at hente angriberen til sommer. Derudover bekræfter de, at Haaland selv helst vil til Barca.

Artiklen fortsætter under annoncen


Haalands agent, Mino Raiola, mødtes som bekendt med Joan Laporta i sidste uge. Her skulle Barca-præsidenten have forsikret Raiola om, at han vil have pengene klar til sommer til at købe Haaland. Raiola skulle have svaret tilbage, at man vil vente på Barca. Kort efter udtalte Raiola i et interview, at Barca er i stand til at lave store økonomiske transfers og at den catalanske klub vil være tilbage på toppen om 1-2 år.

Fra flere catalanske medier lyder det også, at Joan Laporta i kulissen forbereder klubben økonomisk på at kunne foretage store transfers allerede til sommer - heriblandt Erling Haaland. Barca-præsidenten genforhandler i øjeblikket en milliardaftale med fonden CVC, derudover har han skaffet en investering gennem Goldman Sachs og sidst men ikke mindst skullle han snart være klar med nogle nye og store sponsorater. Til slut skulle Laporta også have forhandlet sig frem til bedre og mere fordelagtige aftale med de nuværende kreditorer, som man skylder penge.

Der tegner sig derfor et billede af, at Barca på trods af den nuværende økonomiske situation på ingen måde kan afskrives som en af de helt store spillere i sommerens transfervindue.

.:FORSIDE:.