fbpx
Annonce

Koeman får ikke en optimal start som Barca-træner

FCBARCELONA.DK - 31.08.20

© Getty Images
// Ronald Koeman

Når Ronald Koeman leder træningen i aften, bliver det et meget begrænset antal spillere han råder over. 13 mand mangler nemlig på grund af landskampe og dertil kommer en håndfuld mere af andre årsager.

Det er ikke optimale betingelser Koeman får at arbejde under, når han i aften leder holdets træning for første gang som Barca-træner. Det er nemlig langt fra en fuldtallig trup han får at arbejde med.

Det store fravær skyldes først og fremmest landskampe, hvor Busquets, Fati, Lenglet, Griezmann, De Jong, Trincao, Semedo og Braithwaite skal ud i A-landskampe, mens Iñaki Peña, Aleñá, Puig, Miranda og Pedri skal spille for det spanske U21 landshold.

Dertil kommer at Ter Stegen er ude efter sin knæoperation, mens Umtiti, Pjanic og Tobido alle er smittet med corona. Desuden har Coutinho ferie til den 8. september på grund af hans deltagelse i Champions League finalen med Bayern München.

Derudover må det også forventes, at Leo Messi vil glimre ved sit fravær, i hans forsøg på at komme væk fra klubben. Dermed når antallet af fraværende spillere op på 19 mand.

Det bliver først omkring den 9. september at Koeman kan forvente at have alle disponible spillere tilbage ved træningen.

Indtil da har den nye Barca-træner bedt B-holdsspillerne Arnau Tenas, Jorge Cuenca, Akieme, Monchu, Oriol Busquets, Ilaix og Konrad om at træne med.

.:FORSIDE:.