fbpx
Annonce

Galatasaray kommer til Barcelona uden Arda Turan

FCBARCELONA.DK - 09.03.22

// Arda Turan // Galatasaray

ps5 art


Galatasaray har offentliggjort den trup som de i dag ankommer til Barcelona med til Europa League opgøret i morgen aften. Her har de ikke den tidligere Barca-spiller Arda Turan med, for han er kommet på kant med sin klub.

Arda Turan var en af de helt store profiler i La Liga, da han i 2015 skiftede fra Atlético Madrid til Barcelona, men herfra dalede karrieren stille og roligt. Han havde gode perioder hos Barca, men der blev længere og længere mellem dem. Den sidste sæson var præget af kontroverser og det endte med en udlejning til Basaksehir, inden han i 2020 tegnede kontrakt med Galatasaray.

Artiklen fortsætter under annoncen


Turan er netop fyldt 35 år og han har haft svært ved at gøre sig gældende. Det blev ikke bedre da hans mentor, træner Fatih Terim, i januar blev fyret fra trænerjobbet efter en miserabel sæsonstart. Turan lagde ikke skjul på sin opbakning til Terim og det faldt ikke i god jord i klubben.

Trænerjobbet er overtaget af catalanske Domènec Torrent, der har en fortid i Barca. Han arbejdede som en del af Pep Guardiolas trænerteam fra 2008 til 2012. Torrent har valgt at udelade Arda Turan af truppen til kampen i Barcelona, så den tyrkiske midtbanespiller får ikke et gensyn med sin gamle hjemmebane.

Det får til gengæld målmand Iñaki Peña, som Barca lejede ud til Galatasaray i januar måned på anmodning fra netop Torrent. Peña er med i den trup der i dag ankommer til den catalanske hovedstad.

Med i truppen er også den tidligere FCK-stopper, danske Victor Nelsson, der i sommer skiftede til Galatasaray.

.:FORSIDE:.