// La Liga // Mallorca
Barca tager allerede i morgen til Mallorca for at spille den næste kamp i La Liga. Det tætpakkede kampprogram betyder, at Xavi forventes at foretage flere ændringer i startopstillingen i forhold til lørdagens sejr over Celta Vigo.
Barca tog i sidste uge hul på Champions League, hvilket også betyder mindst to ugentlige kampe frem til slutningen af året. Og selvom det kun er et par dage siden, at holdet spillede imod Celta Vigo, står næste ligakamp allerede for døren, når der i morgen fløjtes op på Mallorcas hjemmebane, Son Moix.
De mange kampe betyder også, at Xavi er nødsaget til at balancere mellem sine spillere og derfor forventes der flere rotationer i morgendagens opgør. Barca er samtidig også ramt af flere skader på midtbanen, og cheftræneren er især nødt til at finde en erstatning for Frenkie de Jong, der udgik med en ankelskade imod Celta de Vigo.
Artiklen fortsætter under annoncen
Catalanerne har dog en slagkraftig trup med stor alsidighed, og selvom der er skader til enkelte spillere, forventes Barca stadig at tage de tre point og beholde førstepladsen i La Liga. Rotationerne er samtidig også en god ting for flere spillere, som har udsigt til tiltrængt spilletid imod bundholdet Mallorca.
Og ifølge avisen Sport kan Iñigo Martínez se frem til at få en startplads, da han ikke har været i kamp i holdets sidste to kampe. Baskeren blev ellers brugt som indskifter imod Osasuna og Real Betis, hvor det dog kun sammenlagt er blevet til 15 minutters spilletid. Xavi får dog brug for Martínez over en lang sæson, og forsvarsspilleren er nødt til at spille mere for at få skarpheden tilbage, især ovenpå hans langvarige fodskade. Den tidligere Athletic-spiller er derfor på tale til en plads i startopstillingen, hvor Jules Koundé eller Andreas Christensen forventes at få en pause.
Ronald Araújo er også blevet meldt klar ovenpå hans skade og det er derfor heller ikke utænkeligt, at han bliver bragt i spil på Son Moix. Derudover forventes Alejandro Balde også tilbage i startopstillingen på bekostning af Marcos Alonso, ligesom Lamine Yamal og Raphinha også står klar istedet for Ferran Torres, der startede inde imod Celta de Vigo.
Midtbanen vil højst sandsynlig bestå af Gavi, Ilkay Gündogan og Oriol Romeu. Her forventes tyskeren at træde ind på positionen som den dybdeliggende playmaker, som den skadede De Jong har udfyldt til perfektion i denne sæson, dog har den tidligere Manchester City-spillere alle værktøjerne til at løse opgaven imod Mallorca.