fbpx
Annonce

Derfor passer Xavi så godt på Ansu Fati

FCBARCELONA.DK - 19.09.22

// Ansu Fati

Ansu Fati bærer nummer 10 på ryggen og betragtes som et af Barcas største talenter. Alligevel er det sparsomt hvad man har set til angriberen i denne sæson, men det er der en forklaring på. Xavi går nemlig forsigtigt frem med ham.

Fati fik sit gennembrud i sæsonen 2019/20, men et par alvorlige skader holdt ham udenfor i lange perioder. I sidste sæson blev kun til 15 kampe og sæsonen før blot 10.

Nu er den blot 19-årige angriber tilbage og klar til at spille, men Xavi tager ingen chancer med en for hurtig tilbagevenden til holdet. Kun en enkelt gang, mod Viktoria Plzen, er Fati startet inde og ellers har han været brugt som indskiftningsspiller.

Artiklen fortsætter under billedet
FCBSHOP art


Det gjorde han også i lørdagens 3-0 sejr over Elche, hvor han kom på banen med en halv time tilbage og hvor kampen for længst var afgjort. Her nåede han ikke at sætte sit præg på tingene, men han fik nogle vigtige minutter i benene.

Lidt pudsigt er Fati den eneste i truppen der har deltaget i samtlige kampe denne sæson, såvel træningskampe som officielle kampe. Det vidner om, at Xavi langsomt får Fati i gang uden fare for at overbelaste ham. Målet er naturligt at undgå endnu en langvarig skade.

Forleden forklarede Xavi baggrunden for sine dispositioner. 'Vi planlægger med stor forsigtighed. Han skal være betydningsfuld for os, men det er en svær situation at håndtere, når man ikke har spillet i så lang tid. At finde rytmen kræver forsigtighed og tid' sagde han på et pressemøde.

Til sin store skuffelse er Ansu Fati ikke blevet udtaget for Spanien i den aktuelle landskampspause. Dermed kan hans VM-deltagelse komme i fare, men det er næppe forkert at antage, at landstræner Luis Enrique og Xavi i samråd nok har drøftet, hvad der er bedst for angriberen lige nu.

Der er stadig mere end to måneder til VM indfinder sig og i den periode får Fati mulighed for at øge antallet af minutter, så han både kan hjælpe Barca og landsholdet.

.:FORSIDE:.