fbpx
Annonce

Deco: 'Man skal respektere Barcas veteraner'

Christoffer Alexander Dela-Westerberg - 23.08.20

// Deco


Det tidligere Barcelona-ikon, Deco, har stået i præcis den situation, mange af Barcas veteraner gennemlever lige nu. Portugiseren giver i et interview med Sport sit syn på den hektiske situation på Camp Nou.

8-2 nederlaget til Bayern München satte i den grad en tyk streg under, at FC Barcelona trænger til forandringer. Truppens aldrende grundkerne, der i årenes løb har sikret klubben et hav af titler og massiv succes, er nu blevet roden til holdets krise.

En følelse den tidligere Barca-midtbaneprofil, Deco, i den grad kan relatere til. I 2008 blev han nemlig på helt samme vis bedt om at forlade klubben. så den nyandsatte træner, Pep Guardiola, kunne genopbygge et famlende Barcelona-hold, med Messi som det nye omdrejningspunkt.

Deco har dog ikke mistet tilknytningen til sin tidligere klub, og han indrømmer, at massakren mod Bayern var hård at overvære. 'Virkeligheden i Barca er, at man over de seneste par år har opnået succes, fordi Messi har båret holdet. Som kollektiv har tingene ikke fungeret' lyder det kontant fra portugiseren.

Det altoverskyggende tema i de seneste dage har været Messi, der muligvis kan være på vej væk fra klubben, og her er Deco slet ikke i tvivl om, hvad man fra ledelsen side skal gøre. 'Det er svært at vurdere, om Messi rejser eller ej. Det vil være en fejl ikke at gøre en indsats for at holde på ham, så man kan genopbygge holdet med Leo. Det bliver så meget sværere uden ham' vurderer Deco.

Efter det smertefulde nederlag er der blevet sat spørgsmålstegn ved hele holdets aldrende grundkerne, heriblandt Suárez, Busquets og Jordi Alba. 'Jeg ved det er hårdt, fordi jeg selv har gennemlevet det, da jeg var i Barca. Men det er samtidig et tegn på, hvor vigtige de spillere har været. Når du udfaser dine primære spillere, skyldes det som regel, at de er så vigtige og allerede har vundet alt. Sådan er fodbold' forklarer den tidligere Barcelona-profil.

Han hæfter sig dog samtidig ved, at måden, hvorpå man takker af for sine veteraner, er essentiel. 'At udfase spillere er én ting, at udvise mangel på respekt er en anden. Du er nødt til at være forsigtig, fordi du måske taler om den bedste generation i historien. Spillere der har vundet alt med denne klub' lyder det opfordrende fra portugiseren.

Deco blev efterfølgende bedt om at kommentere de evindelige rygter om et gensyn med Neymar på Camp Nou. 'Jeg ville gerne se Neymar tilbage i Barca. Jeg mener, at han er den spiller, næst efter Leo og Cristiano, der kan udføre mest skade på de hold, han møder. Jeg ved ikke, om det er realistisk, men jeg ville holde meget af det. Hans afsked var en stor fejl' vurderer den pensionerede midtbanespiller.

Også det nyindkøbte, portugisiske stortalent, Francisco Trincão, får et par ord med på vejen. 'Jeg kan lide ham. Historisk set har unge talenter, der er kommet udefra, haft problemer i starten. Det niveau, der forventes af dig, er tårnhøjt, og jeg ved ikke, om tålmodigheden er der, men han er en spiller med store kvaliteter. Han er dog ikke spilleren, der vil løse alle Barcas nuværende problemer. Han er en profil for fremtiden' lyder det slutteligt fra Deco.

.:FORSIDE:.