fbpx

De to Joaos viste sig flot frem mod Betis

FCBARCELONA.DK - 17.09.23

// Joao Felix // Joao Cancelo

Det var i transfervinduets allersidste timer, at det lykkedes Barca at hente Joao Felix og Joao Cancelo. At der er tale om to spillere fra allerøverste hylde fik man bekræftet i opgøret mod Betis, hvor de begge kom på tavlen.

Xavi havde både Joao Cancelo og Joao Felix med fra start i hjemmekampen mod Real Betis og det skulle vise sig at være en rigtig god idé, for de to portugisere spillede en flot kamp og bidrog til den sikre og fortjente sejr.

Artiklen fortsætter under annoncen


Joao Felix var meget aktiv i den catalanske offensiv og i det 25. minut var det ham der åbnede målscoringen på Estadi Olímpic. Oriol Romeu sendte bolden ind til ham i feltet og her fik Felix den godt med sig. Trods en meget spids vinkel, fik han drejet bolden i nettet til 1-0.

Felix havde også en andel i Lewandowskis mål til 2-0, for her hoppede portugiseren smart over bolden, så polakken kunne øge holdets føring.

Joao Cancelo virkede utroligt opsat på sin højre back position og han havde også overskud til at hjælpe på midtbanen, hvilket ofte skabte overtal. Både i offensiven som defensiven virkede Cancelo overbevisende.

Kulminationen på en flot aften kom 10 minutter før tid, hvor Joao Cancelo tog på en flot dribletur ind i feltet, hvorefter han scorede til slutresultatet 5-0.

Det er en rigtig god nyhed for Barca, at Felix og Cancelo så hurtigt efter deres skifte viser så højt et niveau, for der venter mange vigtige og svære kampe.



.:FORSIDE:.