fbpx

Avis: Barca prioriterer Félix højere end Cancelo

Peter Vyff - 23.03.24

// Joao Felix // Joao Cancelo

Barca har tilsyneladende i sinde at beholde både Cancelo og Félix, der begge er på en lejekontrakt i denne sæson. Catalanernes førsteprioritet er dog at finde en løsning på at beholde den 24-årige Félix og det er der tre grunde til.

Den portugisiske duo ankom til Catalonien sent i transfervinduet sidste sommer, og de gjorde sig med det samme godt bemærket. Der blev derfor hurtigt spekuleret i, hvorvidt ledelsen ønskede at beholde dem til næste sæson, og gerne på en permanent kontrakt.

Som situationen har udviklet sig, er der ikke længere nogen tvivl om, at ledelsen arbejder på at beholde portugiserne, hvilket både Joan Laporta og Deco offentligt har ytret sig omkring. Catalanerne står dog foran en stor forhindring i at finde en økonomisk løsning, der kan veksle deres låneophold til en fast kontrakt.

Artiklen fortsætter under annoncen


Der skal forhandles med både Manchester City og Atlético Madrid, der kommer til at kræve væsentlige beløb for deres spillere. Det kan derfor ende med, at ledelsen må vælge imellem Cancelo og Félix, og skulle det ende sådan, er sidstnævnte angiveligt favoritten til at blive.

Det har flere interne kilder hos Barca angiveligt bekræftet overfor avisen Sport, og det skyldes tre specifikke årsager. Den første grund er, at João Félix har vist sig som en spiller skabt til de helt store kampe, efter hans gode præstationer mod FC Porto og Atlético Madrid i denne sæson.

Portugiseren er samtidig også den eneste naturlige venstrefløj i spillertruppen lige nu, da Lamine Yamal, Ferran Torres og Raphinha føler sig bedst tilpas i højre side. Den tredje grund er også i forlængelse af dette, da det bliver ekstremt dyrt at finde en erstatning for Félix på transfermarkedet, hvis han ikke fortsætter hos Barca.

Catalanerne er blevet meldt interesseret i kantspillere som Rafael Leão og Khvicha Kvaratskhelia, som koster langt mere end, hvad Barca har råd til. Félix er derfor en oplagt mulighed på positionen, da han også har gjort det klart overfor alle, at han ønsker at blive i Catalonien.

Trods de gode argumenter, er der dog også store bevæggrunde for, at det er Cancelo, der skal beholdes. Portugiseren har løst positionen på højre back, ligesom hans store alsidighed har vist sig som holdets redning ved flere lejligheder, så det bliver spændende at se, hvordan det hele ender ud til sommer.

cancelo38F

.:FORSIDE:.