fbpx
Annonce

Dani Olmo: 'Barca vil altid være mit hjem'

Simon Arun Vrábel - 14.01.23

// Dani Olmo

Den spanske landsholdsspiller Dani Olmo har flere gange været sat i forbindelse med et skifte tilbage til sin barndomsklub og i hans seneste interview gør han ikke meget for at undå rygterne om et comeback i Barca.

Catalanske Dani Olmo, som er født i byen Terrassa lige som cheftræner Xavi, blev så sent som sidste år rygtet tilbage til Barca, hvor han i flere år spillede på diverse ungdomshold i klubben. Selvom Olmo i øjeblikket spiller i Tyskland, så lægger han i sit seneste interview ikke skjul på, at drømmen er at vende retur til Spanien og den spanske liga.

Tilbage i 2007, som blot 10-årig, blev Dani Olmo en del af Barcas famøse fodboldskole La Masia, hvor han spillede i de næste syv år. Efterfølgende tog karrieren ham til kroatiske Dinamo Zagreb inden han i 2020 blev købt af tyske RB Leipzig, hvor han i dag nyder stor succes. I catalanerens seneste interview med tyske Bild giver angriberen udtryk for, at han tydeligvis ikke har glemt hvor han kommer fra.

Artiklen fortsætter under annoncen


'Om jeg er nostalgisk omkring Barca? Jeg spillede der i seks år som knægt, så Barca vil altid være mit hjem. Mange af mine venner fra landsholdet spiller i Barca, så det kunne være fantastisk at komme tilbage dertil en gang. Spanien er mit hjemland og det samme er den spanske liga. Men jeg er ikke bundet til Spanien. For mig er det allervigtigste at spille for en klub, hvor jeg føler mig værdsat og vigtig' indledte den 24-årige offensivspiller, som har kontraktudløb i 2024.

'Angående min fremtid så er min agent ansvarlig for den del. Jeg har udelukkende fokus på at spille fodbold. Jeg har talt med Max Eberl (red. sportsdirektør i RB Leipzig) mange gange, men ikke omkring min kontrakt. Måske vi taler om det på et senere tidspunkt, vi må se hvad der sker. I øjeblikket er alting muligt' afsluttede Olmo og lod på den måde døren stå åben overfor Barca.

Dani Olmo som har en estimeret markedsværdi på 40 millioner euro har i denne sæson på tværs af alle turneringer optrådt 14 gange for RB Leipzig for hvem han har scoret tre mål og lavet fire oplæg.

.:FORSIDE:.