Barca vil snakke forlængelse med Araújo til januar
Anders Lang Jensen - 06.11.23
© Getty Images
// Ronald Araujo
Tilbage i foråret 2022 forlængede Barca langt om længe med Ronald Araújo på en kontrakt frem til 2026. Ledelsen har dog allerede planlagt at påbegynde en ny dialog med uruguayaneren om en ny kontraktforlængelse efter nytår.
Det var en vigtig forlængelse, der kom på plads med Ronald Araújo sidste år, og forsvarsstjernen har siden fortsat sin rejse ufortrødent. Med udløb i sommeren 2026, skal der igen snart indledes forhandlinger med sydamerikaneren, så man sikrer hans tilstedeværelse i klubben på den lange bane.
Artiklen fortsætter under billedet
Ifølge avisen Sport er det også ledelsens plan at starte en dialog med Ronald Araújo og hans bagland om en ny kontrakt efter nytår. Her er man naturligvis nødt til at give Araújo forbedrede vilkår, men det er man klar til at gøre for at holde på forsvarskæmpen i mange sæsoner endnu.
Ronald Araújo har etableret sig som én af verdens bedste og stærkeste forsvarsspillere, og tilværelsen som Barca-spiller skal gerne fortsætte i rigtig mange år endnu. Det kræver en ny længerevarende kontrakt, som forhåbentligt hurtigt kommer på plads i løbet af foråret 2024.