fbpx
Annonce

Barca kan leve med uafgjort i lørdagens Clásico

FCBARCELONA.DK - 09.04.21

// El Clásico


Når Barcas spillere løber på banen til El Clásico i morgen aften, er det for at vinde kampen, men skulle den alligevel ende uafgjort, vil det ikke være nogen katastrofe, for så vil de stadig selv kunne afgøre ligaen.

Resultatet i El Clásico er helt uforudsigeligt, for det er to formstærke mandskaber der tørner sammen. Barca har præsteret en flot lang stime af kampe uden nederlag og i Madrid er humøret højt efter sejren over Liverpool i Champions League.

Real Madrid skal vinde El Clásico for at overhale Barca i ligatabellen, hvor de hvide er to point efter catalanerne. Alt andet end en sejr, vil være et skridt tilbage i deres kamp for at vinde mesterskabet.

Der er lidt mindre pres på Barca, for de kan reelt leve med et uafgjort resultat og behøver derfor ikke satse hele butikken i slutfasen for at vinde, med risiko for at de i stedet taber.

Med et uagjort resultat vil Barca fortsat holde sig to point foran Real Madrid. Det ene point vil bringe dem på førstepladsen á point med Atlético Madrid, med en bedre målscore, men også en kamp mere.

Atlético spiller først søndag, hvor de gæster Betis i en svær kamp. Vinder Atlético det opgør, vil de bringe sig tre point foran Barca, hvis El Clásico er endt uafgjort.

Alligevel kan Barca selv afgøre La Liga, for de møder Atlético i et indbyrdes opgør om en måned og vinder catalanerne her, vil de igen komme á point med madrilenerne og dermed tage førstepladsen tilbage.

Når ligaen er helt færdigspillet, vil reglen om hvem der er bedst i indbyrdes kampe komme i brug i tilfælde af pointlighed. Indtil da vil det være målscoren der afgør placeringerne ved pointlighed. Vinder Barca over Atlético, vil catalanerne ikke være dårligst indbyrdes, idet første opgør i Madrid sluttede 1-0 til Atlético.

Skulle det ende uafgjort i El Clásico, vil Barca altså stadig kun være afhængig af sig selv og ikke af andre resultater. De vil i givet fald vinde mesterskabet, hvis de vinder de efterfølgende otte kampe. Mindre kan selvfølgelig også gøre det, hvis Atlético og Real Madrid smider point på vejen.

Konklusionen op til El Clásico er altså, at Barca skal tage til Madrid for at vinde kampen, men at uafgjort ikke vil være en katastrofe.

.:FORSIDE:.