fbpx
Annonce

Barca får millionbøde for brud på Financial Fair Play

Anders Lang Jensen - 04.01.23

© Getty Images

Økonomien har fyldt meget for Barca-ledelsen i de seneste transfervinduer, og sommerens store transferaktivitet kommer nu med en pris. Klubben har angiveligt nu fået en bøde for at overskride reglerne for Financial Fair Play.

Det er konstant en balancegang for Barca på den økonomiske front, hvor La Liga ad flere omgange har underlagt klubben diverse restriktioner, fordi Barca har haft voldsomme udgifter. Nu har La Liga udstukket en bøde til klubben for kontrakterne med Dani Alves, Andreas Christensen og Ronald Araújo.

Ifølge det catalanske medie Diari ARA har klubben fået en bøde af La Liga på 800.000 euro, svarende til seks millioner kroner, for brud på Financial Fair Play i sidste sæson. Dani Alves kom til Barca i slutningen af 2020 på en meget lille løn, men ligaforbundet har tolket det som et brud på reglerne.

Selvom danske Andreas Christensen først kom til Barca til denne sæson, var aftalen på plads meget tidligt. Derfor vurderer ligaforbundet, at den kontrakt falder indenfor sidste sæsons regnskab.

Slutteligt straffes klubben for kontraktforlængelsen med Ronald Araújo. Selvom Barca ikke officielt har kunnet registrere kontrakten med uruguayaneren, indgik parterne aftalen for mange måneder siden, og derfor har La Liga altså også straffet klubben for den handling.

Barca har appelleret bødestraffen fra ligaforbundet, og dermed er der lagt op til endnu et forløb mellem klubben og La Liga, hvor ledelsen ønsker at få ændret på udfaldet af millionbøden.

ac3

.:FORSIDE:.