fbpx
Annonce

Avis: Pedri og De Jong er tæt på klarmelding

Simon Arun Vrábel - 31.10.23

// Frenkie de Jong // Pedri

Frenkie de Jong og Pedri kæmper begge en kamp imod tiden for at blive klar til lørdagens udekamp mod Real Sociedad, for selvom begge spillere har trænet med holdet siden i fredags, er ingen af dem endnu blevet klarmeldt.

Skadessituationen ser endelig ud til at lysne op i Barva, for udover Robert Lewandowski og Raphinha, som begge fik minutter i lørdagens El Clásico, så er de to nøglespillere på midtbanen, Pedri og Frenkie de Jong, nu også tæt på at blive klarmeldt.

Imens Pedri har været ude i næsten to måneder, så har Frenkie de Jong været fraværende i halvt så lang tid, og som nøglespillere på den centrale midtbane har deres fravær været markant. Det var derfor gode nyheder, at både hollænderen og spanieren i fredags blev spottet på træningsbanen, hvor de deltog på lige fod med deres holdkammerater.

Artiklen fortsætter under annoncen


Derfor regner de fleste da også med, at begge spillere ville indgå i truppen til lørdagens kamp mod Real Sociedad, men nu fortæller avisen Marca, at det alligevel ikke er skrevet i sten. Xavi har flere gange understreget, at han ikke ønsker at løbe nogen risiko med sine spilleres helbred, og Frenkie de Jong bliver muligvis et bevis på cheftrænerens udtalelser.

Avisen beretter nemlig, at Pedri med stor sandsynlighed tager med resten af holdet til San Sebastián, imens Frenkie de Jong måske først bliver endeligt klarmeldt ugen efter. Blot tre dage efter den svære udekamp mod Real Sociedad skal Barca møde Shakhtar Donetsk på udebane, og her vil en sejr matematisk sikre den videre deltagelse fra gruppespillet i Champions League, hvilket er et af holdets store mål i denne sæson.

Det er derfor ikke utænkeligt, at Pedri får minutter på lørdag, imens Frenkie de Jong får sine første minutter på næste tirsdag, for på den måde kan Xavi spare begge spillere og give dem en rolig tilbagevenden uden at forcere deres tidligere respektive skader. Den 12. november møder man Alavés, som i skrivende stund ligger på en 17. plads i ligaen, og denne kamp er et godt bud på den første kamp, hvor begge spillere kommer på banen.

I denne sæson har Pedri kun spillet 169 minutter fordelt på to kampe, imens Frenkie de Jong er noteret for 544 minutter fordelt på syv kampe.

.:FORSIDE:.