Avis: Everton har budt 22 mio. euro for Todibo

FCBARCELONA.DK - 27.05.20

© Getty Images

Jean-Clair Todibo har den seneste tid været sat i forbindelse med flere klubber. For en måned siden kunne vi her på fcbarcelona.dk fortælle om stor interesse fra Everton og nu skulle de angiveligt være kommet med et konkret bud.

Evertons træner Carlo Ancelotti er tilsyneladende meget opsat på at hente Todibo efter denne sæson. Ifølge avisen The Sun har han bedt sin klubs ledelse om at gå målrettet efter den franske forsvarsspiller, der denne sæson er udlejet til Schalke 04.

Avisen taler om, at der allerede er kommet et bud fra Everton på 22 mio. euro plus nogle variabler. Dermed er man tæt på den købsoption på 25 mio. euro som Schalke har sikret sig med lejeaftalen, men som de med stor sandsynlighed ikke har råd til at indløse. Med det prisniveau er det slet ikke umuligt, at Todibo havner i Liverpool-klubben.

Everton er langt fra den eneste klub der har fokus på Todibo, men englænderne har den fordel, at deres forhold til Barca er glimrende. Det er ikke længe siden at Everton hentede Lucas Digne, Yerry Mina og André Gomes.

.:FORSIDE:.