fbpx
Annonce

Avis: Arsenal, Juve og Bayern viser interesse for Dest

FCBARCELONA.DK - 31.05.21

// Dest


Sergiño Dest har haft en noget blandet første sæson hos Barca, hvor det er blevet til masser af spilletid. Trods problemer i nogle af de sværeste kampe, er der angiveligt stor interesse for højre backen fra en række store klubber.

Dest er nok en af de spillere der kan forvente at være fredet for den store fornyelse på holdet, som præsident Joan Laporta har annonceret. Den hollandsk-amerikanske back har gjort en udemærket figur hen over sæsonen, der dog har budt på en del op- og nedture.

Dest indledte sæsonen godt og fik masser af spilletid, hvilket dog også skyldtes at Sergi Roberto sad ude med en lårskade i et par længere perioder. Som sæsonen skred frem mistede Dest noget af sit niveau og overbelastningsskader begyndte at melde sig. Specielt i nogle af de største kampe skuffede han.

Dest er dog kun 20 år og her det normalt med en vis ustablitet, specielt i en første sæson i en storklub som Barca, hvilket Koeman ved flere lejligheder har forsvaret sin spiller med.

Andre klubber ser da også med positive briller på Dest, for avisen Sport melder om seriøs interesse fra store klubber som Arsenal, Juventus og Bayern München. Disse klubber mener at Dest vil kunne styrke deres hold i den kommende sæson.

Dest vurderes dog ikke at ville forlade Barca efter en enkelt sæson. Det har altid været hans drøm at spille for klubben og den drøm vil han forfølge.

Spørgsmålet er så om Barca er til at friste med et stort beløb til den slunkne klubkasse. Afløseren ser ud til at være klar i brasilianske Emerson, som Barca med stor sandsynlighed henter tilbage fra Betis, så et salg af Dest kan ikke 100% afvises på forhånd, mest af økonomiske årsager.

.:FORSIDE:.