fbpx
Annonce

Analyse: Disse 10 ting lærte Xavi mod Bayern

Simon Arun Vrábel - 15.09.22

// Bayern München

Den catalanske avis Sport har sammenfattet en spændende liste med fem gode og fem dårlige observationer fra nederlaget mod Bayern, som den catalanske cheftræner Xavi har lært, trods flot fodbold i lange perioder.

Den catalanske avis Sport har ovenpå gårsdagens nederlag til Bayern München sammensat en liste over hvilke observationer Xavi må havde gjort sig efter kampen. Det er nemlig tydeligt at det var et helt andet Barca-mandskab som mødte det tyske storhold, end dét som for to år siden tabte 8-2 på neutral bane i Lissabon. Alligevel tabte catalanerne kampen lørdag aften, hvorfor der må være både gode og dårlige noter på Xavis trænerblok.

Det positive:

1. Mindset
Modsat sæsonåbneren imod Rayo Vallecano, var det et Barca-hold som gik på banen i München uden frygt for at lave fejl og samtlige spillere viste mod og vilje. Det var tydeligt at fortidens dystre historik imod Roma, Liverpool og Bayern var glemt og det var sikkert heller intet tilfælde, at kun Ter Stegen og Busquets var gengangere fra dengang.

2. Boldbesiddelse
Selvom boldbesiddelse alene ikke vinder kampe, så er det én af grundpillerne i Xavis foldboldmentalitet og derfor må det have glædet cheftræneren, at man kunne tage til en svær udebane som Allianz Arena og formå at have bolden så meget som tilfældet var i går. Catalanerne havde i går bolden i 53% af tiden, hvilket efterlod tyskerne med 47% og det er væsentligt mindre end deres normale Champions League-gennemsnit på 63%.

3. Det defensive arbejde i første halvleg
Til trods for at Xavi overraskede med at give Marcos Alonso Champions League debut, så spillede Alonso sammen med Andreas Christensen, Araújo og Koundé en fantastisk første halvleg, hvor man stort set lukkede tyskerne helt ned, til trods for et massivt højt pres. Araújo og Christensen viste flot samspil til trods for at danskeren kun lige var kommet tilbage i startopstillingen og de to backs deltog aktivt i både det offensive og defensive spil.

4. Den offensive midtbane
Specielt i første halvleg viste Pedri og Gavi, hvorfor de begge sidder så tungt på pladserne foran Busquets, for trods deres unge alder, viste de begge både modenhed, overblik og kreativitet i det opbyggende spil og specielt Pedri kom frem til nogle farlige chancer. De to talenters samspil bringer tankerne tilbage til Xavi og Iniesta og det giver ekstra håb for fremtiden.

5. Antallet af chancer som blev skabt
Da dommeren fløjtede kampen af efter 93 minutters spil, stod der godt nok 2-0 på måltavlen til Bayern, men catalanerne havde formået at skabe 18 chancer i løbet af kampen, hvoraf fire af dem var indenfor målrammen. Til sammenligning skabte man kun syv chancer med to indenfor målrammen sidst man besøgte Allianz Arena og selvom man ikke scorede mål, er det yderst positivt at man fik spillet sig igennem det tyske forsvar så mange gange.

Det negative:

1. Rutinen var ikke kampafgørende
Barca er et nyt og ungt hold under opbygning og med spillere som Piqué og Jordi Alba på bænken er det tydeligt, at Xavi har sat gang i et generationsskifte. Kampen i går viste Xavi at unge spillere som Pedri, Gavi, Araújo og Koundé ikke nødvendigvis er dårligere end den rutinerede Busquets og cheftræneren må da også have lagt mærke til det store besvær som holdkaptajnen flere gange havde med at stoppe tyskernes hurtige angribere.

2. Uopmærksomhed koster på højeste niveau
Kun fire minutter skulle Bayern München bruge på at vinde kampen. Et uopmærksomt øjeblik fra Marcos Alonso gjorde at Lucas Hernández løb fra spanieren på et hjørnespark og gjorde det til 1-0. Blot fire minutter efter løb Sané ugeneret forbi Busquets og ind i banen, hvor han gjorde det til 2-0. Sikkert er det, at Xavi ikke tillader lignede sløsethed at gentage sig.

3. Manglende skarphed på standardsituationer – i begge ender
Standardsituationerne er blevet catalanernes nye akilleshæl, for i angrebet har afgangen af Messi efterladt et enormt hul når der skal tages frispark. I kampen på Allianz Arena prøvede Lewandowski at score på et frispark fra en farlig position, men bolden røg direkte i muren og den historie har gentaget sig flere gange fra andre spillere. Samtidig gav hvert hjørnespark til tyskerne grund til nervøsitet for trods høje folk som Araújo, Christensen, Busquets og Lewandowski, så scorede modstanderen for anden gang i denne sæson imod Barca på et hjørnespark.

4. Raphinha og Dembélé
Hver for sig er brasilianeren og franskmanden farlige angribere, men kampen imod Bayern gav et indtryk af to meget individuelle spillere. De er begge gode til at skære ind i banen og finde sine medspillere, men samspillet imellem to de var mangelfuldt og det er noget som Xavi med sikkerhed vil arbejde mere på, fordi de er bedst når de kan bevæge sig frit på banen. Man kan sammenligne deres spillestil med fortidens MSN-trio hvor Luis Suárez var den centrale angriber med Messi og Neymar i hver deres frie rolle på kanterne.

5. Skarpheden foran mål
Ikke overraskende har den manglende skarphed foran mål med sikkerhed været et stort emne for Xavi, for normalt vil Lewandowski score mere end én gang hvis han har syv afslutninger, men på en aften som dén i Tyskland er det altafgørende, at Pedri og Raphinha som begge havde en god håndfuld afslutninger til sammen, kompenserer for polakkens uheldige aften, for alle spillere kan have en dag hvor det sidste held mangler og der bør resten af holdet træde i karakter.

.:FORSIDE:.