fbpx
Annonce

Referat: Sevilla – FC Barcelona 1 - 1

FCBARCELONA.DK - 21.12.21

© Getty Images
// Sevilla

FC Barcelona: Ter Stegen, Araujo, Piqué, Garcia (Lenglet 73’), Alba, Busquets, F. De Jong (L. de Jong 85’), Gavi, Dembélé, Abde og Jutglá (Nico 73’)

Bænk: Neto, Iñaki Peña, Mingueza, Umtiti, Balde, Lenglet, Puig, Nico, Coutinho, Luuk de Jong, Àlvaro Sanz og Akhomach

Mål: 1-0 Gómez (32’), 1-1 Araujo (45’) 

Artiklen fortsætter under annoncen


Det var sidste opgave i 2021 da Barca besøgte Sevilla, til hvad på forhånd lignede en rigtig svær aften mod ligaens nr. 2. Piqué vendte tilbage til holdet efter sin karantæne mod Elche og derudover startede både Jutglá og Abde på banen. Det øsede ned da kampen blev fløjtet i gang.

Begge hold stod højt på banen, så det var livligt fra starten, men med Barca mest på bolden. Catalanerne spillede sig godt ud af Sevillas høje pres og det betød, at det meste spil foregik på hjemmeholdets banehalvdel. Jutglá havde et par forsøg langt forbi mål og det var først efter et kvarter, at kampens første seriøse afslutning kom, men hovedstødet fra De Jong gav ikke målmanden problemer.

Barca fortsatte med at sidde på spillet og Sevilla blev stoppet hver gang de forsøgte at komme frem på banen. I det 22. minut lykkedes andalusierne dog med en omstilling, hvor Rafa Mir fik frit løb og sendte bolden i nettet, men scoringen blev korrekt annulleret for en klar offside. Mir forsøgte sig igen kort efter med et langskud, men her gik den et par meter forbi mål. Det bølgede frem og tilbage og efter en halv time sendte Dembélé et skud af sted fra distancen hvor målmanden halvklarede, inden en Sevilla-spiller sparkede væk for næsen af Jutglá.

Et par minutter efter fik Sevilla et hjørnespark, hvor Papu Gómez trak fri på kanten af feltet og sendte bolden i nettet til en noget ufortjent 1-0 føring. Det var tydeligt en indøvet situation, hvor Abde missede sin markering af Gómez. Kampen var mere jævnbyrdig end i indledningen og Barca havde svært ved at skabe noget. Dembélé afsluttede på ny, men han måtte nøjes med hjørne. I halvlegens sidste minut fik Barca endnu et hjørne som Dembélé sendte ind i feltet, hvor Araujo kom imponerende højt og pandede bolden i nettet til 1-1. Vigtig udligning lige inden pausefløjtet.

Det var Sevilla der lagde bedst ud efter pausen, hvor de fik sat Barca under pres. Det catalanske spil fungerede ikke optimalt og hjemmeholdet fik afsluttet et par gange, men uden at det rigtig var tæt på. Hjemmeholdet holdt presset og fik et par hjørnespark, mens Barca-spillerne missede en del pasninger, så opspillet ikke kom i gang.  

Først efter en times spil fik Barca afsluttet efter pausen, men skuddet fra Abde gik langt over. Få minutter efter var der dramatik på Sánchez Pizjuán, for her mistede Sevillas Koundé besindelsen og kastede bolden i ansigtet på Jordi Alba. Dommeren hev det røde kort op af lommen og så var Barca i overtal. Der var en ophidset stemning og det resulterede i en række frispark og spilstop, hvor Sevilla-spillerne blev liggende når der var mulighed for det. Det blev en rodet affære, hvor Barca ikke fik ro på spillet til at udnytte overtallet. I det 72. minut lykkedes det endelig at komme til afslutning, med skuddet fra Dembélé strøg tæt forbi mål. Først et kvarter før tid skiftede Xavi ud for første gang, da Lenglet og Nico afløste García og Jutglá.

Barca satte jagten ind på et sejrsmål og det kunne være kommet 10 minutter tid, da Gavi headede tæt fordi mål. Den mulighed burde han have fået mere ud af. Få minutter senere var det endnu tættere på, da Dembélé afsluttede fra kanten af feltet, men her prellede bolden af på stolpen. Her manglede Barca det sidste held. Luuk de Jong blev sendt på banen i stedet for Frenkie de Jong i et sidste desperat forsøg. Sevilla blev presset helt tilbage og det lykkedes Barca at afslutte et par gange i kampens overtid, men uden at det var helt tæt på.

Det sluttede dermed 1-1 i et opgør som Barca havde fortjent at vinde, men hvor de ikke evnede at udnytte en halv time i overtal.

.:FORSIDE:.