Referat: FC Barcelona – Nàstic de Tarragona 3 - 1

FCBARCELONA.DK - 12.09.20

© Getty Images

FC Barcelona:

Første halvleg: Neto, Sergi Roberto, Piqué, Lenglet, Alba, Busquets, Aleñá, Messi, Dembélé, Griezmann, Pedri

Anden halvleg: Iñaki Peña, Semedo, Araujo, Cuenca, Junior, De Jong, Puig, Coutinho, Trincao, Braithwaite, Konrad

Mål: 1-0 Dembélé (5’), 2-0 Griezmann, straffe (17’), 2-1 Bonilla (30’), 3-1 Coutinho, straffe (51’)

Barca spillede sæsonens første træningskamp, hvor Nástic de Tarragona fra 2. division B var inviteret som modstander. Kampen gav Ronald Koeman mulighed for at se sine spillere i aktion og han valgte at skifte hele holdet ud i pausen, så flest muligt fik spilletid.

Allerede fra første fløjt fik man bekræftet Koemans plan med en 4-2-3-1 opstilling, hvor Messi tog udgangspunkt i højre side, men ellers havde en fri rolle. Foran forsvaret lå Busquets og Aleñá, mens Pedri lå i front.

Barca sad på spillet fra start og det gav resultat allerede i det 5 minut, hvor Dembélé lidt tilfældigt fik fat på bolden i feltet og let kunne gøre det til 1-0. Barca fortsatte med at dominere, mens Nàstic havde svært ved at følge med. Efter et kvarters spil blev Piqué skubbet omkuld i feltet efter et hjørnespark og dommeren dømte straffe. Lidt overraskende var det Griezmann der tog det og han gjorde det sikkert til 2-0.

Det var tydeligt at gæsterne fra Nàstic ikke var en alvorlig trussel, for Barca spillede bolden rundt efter behag, men det var tydeligt, at det er tidligt på sæsonen. Det manglede lidt gnist i spillet og måske var det også den uvante opstilling der spillede ind. Som tiden gik kom gæsterne lidt bedre med og efter en halv time lykkedes det for dem at få reduceret. Det skete på et flot langskud af Bonilla, hvor bolden sneg sig ind tæt ved den ene stolpe.

Gassen begyndte at gå ud af Barcas spil og Nàstic stod godt i defensiven, så det var ikke meget hjemmeholdet skabte i halvlegens slutfase. Det gjorde Nàstic derimod, for de havde to nærgående forsøg i halvlegens døende minutter, men uden at der blev scoret. Det blev dermed ved 2-1 ved pausen efter en halvleg, hvor Barca var startet godt og fortjent var foran, men helt overbevisende havde det ikke været. Et af lyspunkterne havde været Pedri, der bød på gode detaljer, men uden at være tæt på at komme på tavlen.

Koeman valgte som ventet at skifte hele holdet ud i pausen, så det var elleve friske spiller der lagde ud i anden halvleg. Her var Braithwaite meget tæt på at øge Barcas føring i det 47. minut, men målmanden fik afværget med fingerspidserne. Kort efter burde Trincao have fået et straffespark, da han tog nogle gode træk i feltet, men dommeren fløjtede ikke. Straffesparket kom et par minutter efter, da en Nàstic-spiller havde hånden på bolden i feltet og Coutinho gjorde det sikkert til 3-1.

Barca sad massivt på spillet og de var en konstant trussel mod gæsternes forsvar. Der var god fart i bolden og især Trincao viste gode takter med chanceskabende pasninger og spil i dybden. Efter en time lagde han en genial pasning til Konrad, der sendte bolden i nettet, men scoringen blev annulleret for en tvivlsom offside. Portugiseren lå i højre side af angrebet, med Konrad modsat og Braithwaite helt i front. Det var dog ikke mange forsøg Barca fik ud af det klare overtag. Det blev til et par frispark udenfor feltet som Coutinho tog sig af, men uden at det blev farligt.

Nàstic var meget sjældne gæster på Barcas banehalvdel, men 10 minutter før tid var de tæt på en reducering med et hovedstød der sneg sig over mål. Minuttet efter var det Coutinho der kom til en helt åben mulighed, men målmanden reddede med en fodparade. Fem minutter senere var Barca uhyre tæt på igen, da Coutinho sendte Konrad alene mod mål, men amerikaneren måtte se målmanden afværge. Lige efter var det Braithwaites tur til at forsøge sig, men her gik bolden forbi. Mere skete der ikke i sæsonens første træningskamp, hvor det tydeligt var tidligt på sæsonen, men hvor Koeman fik set 22 spillere i aktion og dannede sig sine første indtryk. 

.:FORSIDE:.