fbpx
Annonce

Referat: FC Barcelona – Napoli 1 - 1

FCBARCELONA.DK - 17.02.22

© Getty Images
// Napoli

ps5 art


FC Barcelona: Ter Stegen, Mingueza (Dest 81’), Piqué, Eric García, Alba, Nico(Gavi 65’), Frenkie de Jong (Busquets 65’), Pedri, Adama (Dembélé 65’), Ferran Torres, Aubameyang (Luuk de Jong 86’)

Bænk: Neto, Dest, Busquets, Puig, Gavi, Dembélé, Braithwaite, Luuk de Jong og Tenas

Mål: 0-1 Zielinski (29’), 1-1 Ferran Torres, straffe (59’)

Barca mødte Napoli i den første af to playoff-kampe i Europa League. Her overraskede Xavi ved at ændre en del på holdet og det betød at spillere som Busquets og Gavi tog plads på bænken, men Aubameyang startede inde for første gang siden skiftet til Barca.

Barca lagde ud med at sætte sig på spillet og allerede i det 5. minut afsluttede de for første gang, men skuddet fra Pedri strøg tæt over mål. Efter en dominans af Barca i de første minutter kom Napoli bedre med og det blev mere jævnbyrdigt, men Barca-forsvaret holdt italienerne fra at afslutte. Det gjorde Nico til gengæld efter et kvarter, men han måtte nøjes med hjørne. Kort efter var det Aubameyang der forsøgte sig med et godt skud, men bolden gik forbi.

Man skulle hen til midt i halvlegen før at Napoli var farlige første gang i opgøret, men her greb Ter Stegen godt ind og afværgede situationen. Kort efter burde Barca være kommet foran, da Ferran Torres fik en helt åben chance på kanten af feltet, men han missede fælt ved at sende bolden forbi mål. Minuttet efter slog Napoli en kontra hvor de kombinerede sig godt forbi Barcas forsvar. Zielinski afsluttede hvor Ter Stegen i første omgang fik afværget med en flot fodparade, men Zielinski sparkede resolut bolden i nettet på riposten til 0-1. Barca-spillerne appellerede for en offside i opspillet, men VAR godkendte scoringen.

Skuffelsen kunne mærkes på Camp Nou, for den italienske føring var ikke fortjent. Barca tog initiativet og indledte jagten på en udligning, men den italienske defensiv fungerede fint. Adama var meget aktiv og forsøgte at skabe noget, men uden at det lykkedes for ham. Der var optræk til noget farligt et par gange i halvlegens sidste minutter, men de afgørende pasninger nåede ikke frem. Det stod derfor 0-1 da holdene gik til pause.

Barca satte sig massivt på spillet i anden halvlegs start, hvor Napoli blev presset langt tilbage på banen. Samtidig fungerede det catalanske genpres nærmest perfekt og det betød, at italienerne nærmest ikke kom over midterlinjen i lange perioder. Derimod fungerede Napolis defensiv godt og Barca kunne ikke finde plads til at skabe chancer. Da uret var tæt på at runde en time, sendte Adama en bold ind i feltet, hvor den ramte en Napoli-spiller på hånden. Dommeren tog VAR i brug og dømte straffe. Det tog Ferran Torres sig stensikkert af og så var der fortjent udlignet til 1-1.

Kort efter foretog Xavi en tredobbelt udskiftning hvor Busquets, Gavi og Dembélé afløste Nico, Frenkie de Jong og Adama. Her reagerede en del af publikum ved at modtage Dembélé med buen og piften. Barca sad på det hele og der var god fart i bolden. Aubameyang fik sendt en god afslutning af sted, hvor bolden gik forbi mål, men ellers fortsatte problemerne med at skabe noget. Modsat blev Napoli også forhindret i at lave omstillinger. Dembélé virkede oplagt og han udfordrede konstant sine modstandere og det blev mødt med klapsalver fra Camp Nou, der tydeligt reagerede blandet mod franskmanden. Napoli blev holdt i eget felt og Barca kæmpede energisk for at skabe noget, men Napolis forsvar clearede hvad der kom.

Barca trykkede ekstra på speederen i kampens slutfase og Piqué blev ofte sendt frem feltet. Med fem minutter tilbage kom Luuk de Jong ind i stedet for Aubameyang. Kort efter kunne Ferran Torres have skaffet sit hold sejren, da et par flotte aktioner af Dembélé bragte spanieren helt fri, man han brændte stort ved at sende bolden over mål. To minutter senere var det Dest der lagde bolden ind i feltet, hvor Luuk de Jong akrobatisk saksesparkede, men bolden gik forbi mål. Da kampen var gået ind i overtiden fik Torres en ny mulighed, men heller ikke her var skarpheden som den burde. Barca pressede alt hvad de kunne, men ind kom bolden ikke og det sluttede derved skuffende 1-1.

.:FORSIDE:.