FC Barcelona – Sevilla 4 - 0

FCBARCELONA.DK - 06.10.19

© Getty Images

FC Barcelona: Ter Stegen, Sergi Roberto, Piqué, Todibo (Araujo 73’), Semedo, De Jong, Vidal (Rakitic 69’), Arthur (Busquets 65’), Messi, Dembélé, Suárez

Bænk: Neto, Jordi Alba, Rakitic, Busquets, Ansu Fati, Araujo og Griezmann

Mål: 1-0 Suárez (27’), 2-0 Vidal (32’), 3-0 Dembélé (36’), 4-0 Messi (78’)

Barca tog imod Sevilla i ligaens 8. runde og her overraskede Ernesto Valverde med at placere både Busquets og Griezmann på bænken. Det gav i stedet plads til Vidal og Dembélé i startformationen. I det centrale forsvar tog Piqué den for ham uvante venstre position, mens Tobido lå til højre.

Sevilla lagde bedst ud og satte sig på spillet i indledningen, hvor Barca ikke kunne finde sig til rette. Andalusierne pressede overalt på banen og det gav tydeligt hjemmeholdet problemer. Det så man i det 12. minut, da Luuk de Jong afsluttede godt, med Ter Stegen hev en vigtig redning frem. Sevilla forsatte med at dominere og det blev til et par afslutninger med hovedet, men begge gange gik bolden over. Barca kunne slet ikke få det til at fungere og deres eneste afslutning det første kvarter var et frispark som Messi sendte over mål.

Efter 20 minutters spil kom Sevilla frem til en ny mulighed og endnu en gang var det Luuk de Jong der forsøgte sig, men han sparkede forbi mål. Barca begyndte langsomt at få bedre styr på defensiven, men fortsat uden at skabe noget foran mål. Spillet var langsomt og det lykkedes ikke at få de afgørende pasninger frem, i hvert fald indtil det 27. minut. Her blev Semedo sendt til baglinjen af Dembélé og bolden blev sendt ind i feltet, hvor Suárez med et akrobatisk saksespark gjorde det til 1-0. Ikke helt fortjent, men det var man ligeglade med på Camp Nou.

Der gik blot fem minutter inden at bolden igen lå bag Sevillas keeper, da Arthur sendte bolden ind i feltet hvor Vidal fik drejet den i mål til 2-0. Dommeren konsulterede VAR, men scoringen var god nok. Barca var nu i kontrol mod et rystet Sevilla-mandskab der ikke kunne forstå, hvordan de kunne være bagud med 2-0 efter den gode start. Allerede i det 36. minut kom så der så en scoring til 3-0, da Barca erobrede bolden mens Sevilla var på vej frem. Den endte hos Dembélé der totalt tørrede en modstander og sikkert sendte bolden i nettet. Fantastiske 10 minutter af Barca. Derefter fik Sevilla bedre styr på spillet samtidig med, at Barca slap foden lidt fra speederen. Der skete derfor ikke det store i de sidste minutter inden pausefløjtet.

Sevilla lagde ud i et højt tempo fra anden halvlegs start, hvor Barca havde lidt svært ved at komme i gang. I det 51. minut mistede Arthur bolden foran eget felt, så Luuk de Jong kom fri til en helt åben chance, men på utroligste vis brændte han med et skud på stolpen. Her var heldet virkelig med Barca. Et par minutter efter var andalusierne tæt på igen, men her greb Ter Stegen ind i to omgange. Barca vågnede op og fik bedre styr på spillet og det var tæt på at give en scoring efter en times spil. Det var Messi der tog på en flot dribletur på tværs af feltet og afsluttede, men Sevillas målmand kom ud i fuld længde og afværgede.

Kort efter foretog Valverde sin første udskiftning, da Busquets afløste Arthur. Barca fastholdt kontrollen med kampen, selvom Sevilla hele tiden var godt med. Midt i halvlegen var hjemmeholdet farlige igen, da Vidal spillede Dembélé fri i feltet, men franskmanden bankede bolden langt over mål. Lige efter kom Rakitic på banen i stedet for Vidal. Kampen var faldet noget i intensitet og Barca havde ikke de store problemer med at holde Sevilla fra at skabe noget. Et kvarter før tid måtte Valverde skifte ud igen, da Todibo måtte udgå med noget der lignede en lårskade og B-holdets Araujo kom ind til sin debut på førsteholdet.

I det 78. minut fik Barca frispark udenfor feltet i en god position for Messi. Argentineren sendte bolden over muren og i nettet til sin første scoring denne sæson. Det skabte ekstra jubel på Camp Nou og så stod det 4-0. I de efterfølgende minutter afsluttede både Messi og Suárez, men uden at det for alvor var tæt på. Kampen fik en dramatisk afslutning, da Araujo i det sidste minut fik rødt kort for som bagerste mand at stoppe en Sevilla-spiller. En hård dom som fik Dembélé til at brokke sig og så fik han også rødt. Dermed måtte Barca slutte kampen med kun ni spillere på banen. Sevilla fik ikke noget ud af overtallet i tillægstiden og det sluttede derved med en flot sejr på 4-0 til Barca, skabt på stor effektivitet foran mål.

.:FORSIDE:.